Gyldne spørgsmål, Lykke & ”Dikke-Dikke-Dik”

Jeg kan godt huske dengang midt i firserne, hvor et klogt bekendtskab fortalte mig om en mand, der havde 6 børn med 6 forskellige kvinder. Hver gang han mødte en ny kvinde, måtte han simpelthen reproducere sig selv. Den omtalte mand satte ikke en ære i, at sikre sig, at han nu også levede op til sit omsorgs ansvar for de mange børn, han satte derimod en ære i, at se et produkt af sig selv, igen og igen. Mit kloge bekendtskab kaldte ham en stor egoist.

Et par uger senere så jeg en kæmpe stor plakat hvorpå der stod: ”Lykken er Å producere”, og tænkte straks på, om manden med de mange børn, måske netop havde ordlyden på plakaten som et mantra. Plain and simple – Lykken er bare, at producere?

Tænker i denne tid vigtige, presserende og relevante tanker, og stiller mig selv et par gyldne spørgsmål ’Orker du virkelig at starte om igen, med bleer, afbrudt nattesøvn, stereoamning og dikke-dikke-dik?  ’Orker du igen at føle dig motorisk handicappet og bevæge dig rundt som en strandet hval, i sidste trimester af graviditeten?

Faktisk har jeg sjældent følt mig så lykkelig, som mit første år som mor. Jeg nød den til tider altopslugende symbiotiske tilstand og nærmest smagte på oplevelserne, i min hunger efter mere. Så fantastisk en oplevelse var det. Kan den succes mon gentages?

Det tror min 46 årige kæreste godt den kan – og da det biologiske ur jo som bekendt ikke står stille, mens vi sejler ud i verden, bygger hus, smelter hen i hinandens øjne og hvad vi ellers har af projekter – falder emnet jævnligt på ’Lyden af babyfødder’.   

Nå, men altså uanset hvilke bekymringer nogle af refleksionerne end måtte bære på, så handler det jo om at tage et valg - ikke et halvkvædet og halvhjertet valg – dertil er livet, og et liv, mig for dyrebart.

Vælger man det at få et barn fra, forbliver det jo en del af det ulevede liv, og måske er det netop der, det mest funklende spørgsmål ligger. Kan man leve med det?

Nørrebro, Puls & Paradoks

Indtil i mandags, troede jeg at jeg stadig havde fingeren på den multikulturelle puls, efter nogle år i orkanens øje, hvad 2. og 3. generations indvandrere angår. Trods det, at jeg ikke længere bevæger mig i den verden, i socialpædagogisk praksis – er jeg åbenbart så tilpas arbejdsskadet og kæphest forstyrret, at jeg stadig tvangshandlingspræget følger med, både fagpolitisk og i mit faglige netværk.  Men jeg har jeg ikke fingeren på den der puls længere. I hvert fald ikke i forhold til den københavnske skala – specifikt og ganske valg relevant, ville DF nok mene - bydelen Nørrebro.

Efter tre dages undervisning i dansk og engelsk, til motiverede udenlandske Trainees, der har sparet sammen og valgt at tage til Danmark for at tage en solid uddannelse, der kan bibringe deres liv mere livskvalitet, personligt, økonomisk og fagligt, når de om knap to år drager tilbage til deres respektive hjemlande med bonus i havn – er jeg efterladt i paradoksernes limbo.  Er det selv samme motivation der gør, at jeg påstår disse mennesker er hurtigere til at integrere sig?

Der er dælme puls i København, der er puls på Nørrebro. Jeg er helt forpustet i refleksion, på flere planer, og blev meget bevidst om, præcis hvor meget jyde jeg er, min opdragelse, mine værdier, min moral og min etik, og den blev konstant udfordret.

Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.  For deri består paradokset.  Der er langt imellem Nørrebro og Frederiksberg, ikke i minutter, men i socialt skel – alt for langt i min optik. Men jeg forstår, når jeg kigger ud fra 5 sal i Københavns Kulturcenter og 3 dage i træk observerer, at der systematisk flyttes rundt på biler, der holder parkeret, på nær en enkelt varevogn, der hver morgen kl.8.00 på forunderlig magisk vis, er kørt op i popoen af en ny ’parkeret’ bil.  Jeg forstår, når jeg bevæger mig på Nørrebro og støder på et par unge muslimske mænd, der med en mikrofon med firser mono lyd, udnytter deres demokratiske ret, og opfordrer til, at enhver undlader at stemme til dagens folketingsvalg. Et paradoksalt antidemokratisk dilemma, bagsiden af ytringsfrihedens blankpolerede medalje.

Det udfordrer min moral og etik. Min eksistens udfordrer sandsynligvis muslimen med mikrofonen. Hvordan får vi mon fat på den samme puls?

Og oplever den lokale grønthandler på Nørrebro mon det samme paradoks?

Fortsættelse følger..

Murphy's Lov

Glemte min frokostsandwich hjemme i køleskabet. Endda en af dem jeg havde gjort lidt ekstra ud af, det er klart. Kørte yngel i skole i en grim fanden af en lånebil, der mangler håndtag ved begge bagdøre, larmer som en anden defekt helikopter, og da vi nærmer os skolens P-plads rammer dagens første udfordring.

-       Mor, kan du ikke bare sætte mig af her i dag?

-       Øh, Jo hvorfor?

-       Jamen bare fordi..

Kiggede ned af mig selv, for at opklare om jeg havde en halv liter sovs på blusen eller en fed bussemand siddende. Yngel sprang ud af bilen, og den fes ind. Det var bilen, det røde lig, det var bare for pinligt.

Ankommet til kontoret rammer dagens anden udfordring, i form af en slags udenlandsk bål og brand, da to studerende fra Cameroun, havde glemt at ansøge om forlængelse af deres visa, og nu var ængstelige for at blive eskorteret ufrivilligt til den nærmeste lufthavn, indenfor den næste uges tid.

Ahh, endelig pause. Går i kantinen for at hente proviant, og går tilbage mod mit kontor, med en kande vand i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Alt imens jeg går og nynner rammer dagens tredje udfordring mig - jeg runder et skarpt hjørne på gangen, en smilende gæst af huset, med et pænt slips, runder samme hjørne, blot fra modsat retning.

Vand på jakke og slips, kaffen reddet, hans smil en anelse stivnet  – Jeg sagde undskyld, han sagde tak for dansen.

Ankommer til fritidsklubben for at hente yngel, og har brugt de sidste 40 kilometer i grim lånebil til at oparbejde lidt overskud og positivisme til resten af dagens udfordringer, da den fjerde rammer mig.

Har du haft en god dag skat?

Ja, men jeg havde jo ikke Idrætstøj med.

Jeg har bestilt pizza nu, gentaget bestillingen to gange, i et forsøg på at sikre mig, at jeg ikke får en indbagt pizza med ansjoser og hvidløg. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Det siger Murphy.

Kjøbenhavn & Nordstjernen tur/retur

Ligesom Karlsvognen er forbundet med Nordstjernen, i form af en pol, og bevæger sig som et pendul på himlen  – således forbereder min psyke og krop sig, på en begyndende pendulfart.

Firmaet er stort set flyttet til det smukke Kjøbenhavn, vores Trainees foretrækker Kjøbenhavn frem for Aarhus, og vi har fået gode kontorer og undervisningslokaler derovre.

Der er bare det ved det, at min indre pol har det svært med at være så længe væk fra det tilsvarende smukke Aarhus og min personlige stjerne. Ham den høje udkårne der trækker i mig, som en magnet på størrelse med Prag.

Men så vender vi det lige positivt. Den gensidige tiltrækning og afhængighed  - kan man vist næsten slippe af sted med at kalde det, består jo af komponenter der i sig selv er positive. Jeg er glad for mit arbejde, lærer en masse om administrativt arbejde, implementering, læringsprocesser, koordinering osv. Men jeg savner at undervise, savner den daglige kontakt med de udenlandske Trainees, og der kommer Kjøbenhavn ind i billedet. Der er brug for mig der, hver anden uge.

Jeg vil forsøge, at fordele sol og kærlighed lige, og sætte min lid til, at mit liv højest flytter sig en smule til den eller den anden side, men trods alt forbliver i det samme stjernebillede. Det er til at overskue, specielt, hvis man som jeg, befinder sig på den nordlige halvkugle.

Uretfærdighed, Karmiske kort & Trøst

Det forekommer umiddelbart meningsløst, universelt uretfærdigt, når et ungt menneske pludselig dør og efterlader to døtre uden en biologisk far resten af deres jordiske liv. Sådan tænkte jeg, i al fald, da den chokerende og triste nyhed om en barndomsvens tragiske død i søndags, nåede mig.

Det bizarre er, at jeg så ham i fredags til Aarhus festuge, han så glad ud, med en pige under armen, uvidende om, hvad der ville hænde knap to døgn senere.

Men hvad nu hvis der findes en master plan, en højere mening, hvad nu hvis, det ligefrem lå i de karmiske kort. Giver det så mening? – eller trøst?

Sandsynligvis ikke, for hverken hans døtre eller resten af hans aller tætteste, det er jo dem så skal bære den øjensynlige smerte fremover.

Jeg tager afsked med ham på lørdag, som alle andre der deltager i hans begravelse, det er selvklart de efterladtes behov. Måske endda en slags trøst. Men mon ikke hans sjæl er fløjet videre allerede.

Det tror jeg.

I mine øjne, Holocaust & X kærester

I mine øjne, er mødet med et menneske, der har boet i Tyskland, i 15 år, der indholdsmæssigt får noget ud af, at se tysk TV en onsdag aften, og i øvrigt har en reel, argumentatorisk, engageret – fingeren på pulsen - holdning til Holocaust, og ikke mindst, de generations problematikker der stadig ligger i ave, fra dengang til nu – et interessant menneske. Dilemmaet, for den unge tysker er her, ret simpel. Bør jeg fortsat føle mig skyldig?

I mine øjne, er X kærester stadig interessante. De, og deres historie – eller vores fælles, fortæller jo noget om mig og mit, og dig og dit. Jeg værdsætter, at ham den charmerende tysker, fortæller om sit liv, og der hvor det bliver rigtig spændende, er jo blandt andet, når vi taler om vores X kærester. For der har vi været tæt, fascineret, oprørt, ked, glad i låget, frustreret - firkantet skrevet - tilfreds eller utilfreds. Vi reflekterer, evaluerer, og går videre. Vi er vores relationer..

’På godt og ondt' -  klicheén’ - Det gælder også vores X kærester.

I mine øjne.

Skyld er efterhånden irrelevant, for han var ham, og jeg var mig. Efterspillet, kan til tider – apropos Holocaust - være noget mere interessant. Hvordan tackler vi et brud? En ydmygelse? En fortrængning af den anden verden..ville en jøde muligvis skrive. Jeg er hverken dommer eller bøddel, og heldigvis for det, men måske har Lisbeth Salander ret – der findes ingen uskyldige, der findes kun forskellige grader af ansvar.

I mine øjne.

Fredagslink & Magtmisbrug

Magtmisbrug kan få alvorlige konsekvenser, og det bør det vel egentlig også..

For evner du ikke at styre dine handlinger, din adfærd - sætte det i et etisk perspektiv, inden du misbruger din magt, så kan din manglende konsekvens beregning ende med at gøre rigtig Avs.

Sommetider evner jeg ikke at skille snot fra kanel, det har gjort mig et nemt bytte at udnytte, hvis man nænner det, apropos ovenstående. Det gør nas indtil det bliver integreret til en brugbar erfaring, men man bliver jo heldigvis en smule klogere af at dumme sig.

Så, med fornyet viden og indsigt begiver jeg mig ud i weekenden, krydser tæer og hale for en smule godt sejlvejr, og smider et link på vej, af en kunstner jeg hørte på Skanderborg festival.

Etniske forviklinger & Sproglige misforståelser

Ja, man tror det er løgn, eller også gør man ikke..

I hvert fald har jeg de sidste dage haft sære og latter fremkaldende oplevelser vedrørende nationalitetsforvirring.

Forviklingerne startede hos min sønderjyske svigerforældre, som jeg skulle møde for første gang. Moderen er tysk, faderen er dansk. Vi talte om dette og hint under en tre retters menu, og de gensidige indtryk var umiddelbart positive. Svigerfar og jeg rundede ganske kort mine irske aner i form af en irsk far, alt imens svigermor rørte ivrigt i sovsen i køkkenet.

Kæresten havde pippet lidt på forhånd, om hans fars til tider mishags ytringer vedr. indvandrer politiken,  eller mangel på samme, og da han et par dage senere taler med sine forældre om besøget forleden, siger hans far at han havde undertrykt nogle af hans sædvanlige mishags ytringer,  når nu jeg var fra Iran..Blot ville de begge gerne spørge, om det var under Shaen styret at min mor og far fandt sammen, og hvordan mon min far så var flygtet ud af landet?

Øh hva’?

Kæresten var nu efterladt i en tilstand af grin, blandet sammen med målløshed over, hvordan de kunne tro at jeg var Iraner.

Irer, Iraner, Irer, Iraner..hmm.

Om de synes jeg ligner en Iraner, står stadig uklart.

Om faderen nu godt tør åbne op for mishagsytrings-posen er også uvist.

Om jeg omkommer af grin næste gang jeg møder dem, tør jeg slet ikke svare på.

I en lille båd der gynger & Yndlingsmænd

Der sad jeg så, med mine tre yndlingsmænd. Søn, kæreste og far. Rækkefølgen er vilkårlig, de er alle nær mig og mit hjerte, og pludselig faldt tanken og jeg sagde det højt ”Hvor er jeg heldig, her sidder jeg med mine tre yndlingsmænd” – alle tre kigger de på mig og smiler med øjne der stråler. Vi nyder bare øjeblikket mens vi sejler på roligt vand i smukt sommervejr. Det er sundt for mig at være så tæt på vandet konstant, og at være i nuet, på de få kvadratmeter en X 99 har at tilbyde.

                                 

Det giver mig ro i sjælen og masser af tid til at savle over ham den lækre høje mand med det smukke ansigt, der fastholder mit blik til jeg rødmer, da jeg så kvikt hurtigt regnede ud, at han næsten uanset hvor han opholdt sig på båden, var i mit synsfelt.

Jeg har sejlet før, for nogle år tilbage, men var ikke lige forberedt på kæreste og fars knob konkurrence, der til sidst sneg sig op på 13, 8 knob, alt imens de begge lignede nogen der var på speed i HerstedVester, når de talte om at fange en bølge, en god vind etc. Yngel og jeg hoppede ned i kahytten de gange man forhånd vidste, at båden ville krænge, bommen skifte position eller lign.

Det kostede en forstuvet tå og en tiltagende søsygekvalme, men hvad gør man ikke for de der yndlingsmænd. Hjemvendt handler yngel og jeg i Brugsen, og lille yndlingsmand kommer til at træde på mors tå, der nu står med et sammenbidt smertefyldt ansigt, mens han spørger ”Elsker du mig stadig mor?”

Sommerkuffertpakning & Norsk tragedie

Midt i sommerkuffert pakning blev der sat en dæmper på rejseglæden. Det virker hult at koncentrere sig om at pakke dykkerbriller og italienske stilletter, når man rystes over en blond 32 årig mands terrorhandlinger i Norge, alt imens min kære ven som skal rejse med mit yngel og jeg til Spanien i eftermiddag, er nordmand og jo derfor føler sig meget knyttet til landet og selvsagt berørt af denne tragedie. Størstedelen af min familie befinder sig pt i Norge, da min stedfar er norsk - dog heldigvis ikke i nærheden af Oslo, men det gør jo ikke tragedien mindre, at alle mine kære er undsluppet. Andres kære er ikke undsluppet. Jeg mangler ord for hvor forfærdeligt det må være, at have befundet sig i orkanens øje i Norge i går og jeg nøjes derfor med at sende en portion varme og kærlige tanker, til de der er ramt og berørt af tragedien.

Sovende yndlingsmennesker & irsk finesse

På sådan en smuk sommer morgen kl.6.00 hvor yngel, kæreste og sandsynligvis det meste af Aarhus sover, havedøren står åben, fuglene kvidrer kækt - høres denne fantastiske udgave af irsk genkendelighed. Der lades psykiske batterier op på rekordtid, når sådan et smukt stykke musik rammer mit øre.

Tilstandsrapport

Jeg befinder mig pt. i en tilstand der indebærer, at jeg konstant – på nær når jeg sover(tror jeg nok) går rundt med et fjoget smil og en let rødme lige omkring mine irske kindben.  Tilstanden nærmer sig lettere vanvid, og jeg har således præsteret at foretage en del irrationelle og demente handlinger den sidste uges tid. Tandbørsten puttede jeg i køleskabet, og fandt den senere på hylden ved siden af en pakke smør, som jeg i øvrigt også tog ud af køleskabet, på trods af, at det var remouladen jeg manglede.

Det er ikke min skyld, faktisk – det er hans. Ham den høje Ingeniør med det smukke ansigt, der lige slog fødderne væk under mig, på et halvt døgn. Jeg mindes ikke, det er set før. Ham der lige præcis har det, de andre ikke havde, det jeg manglede, det jeg har længtes efter og mere til, tror jeg. Her følte jeg mig instinktivt og intuitivt hjemme, med en forbundethed jeg aldrig så hurtigt har oplevet med en kæreste, og som jeg først nu kan sætte ord på.  Min tavshed og til tider platte kommentarer, når han i den forgangne uge har komplimenteret mig, med skarpe iagttagelser, som kun de der kender mig godt burde kunne, har han rummet og forstået. Det handler jo om mig, og min forlegenhed. Når den kommer på banen, så er jeg ramt, besejret, tom for ord. Jeg er tabt, faldet, pladask, sjask – og aldeles uden for størstedelen af omverdens rækkevidde, med mindre de selvfølgelig orker at lægge tid og øre til min midlertidige teen-adfærd, og forstår at jeg heller ikke hører en klap af, hvad de fortæller mig, omend jeg muligvis ser lyttende ud.

Jeg satser kraftigt på, at tandbørsten, remouladen og mit ellers rimelig intakte lyttegen finder deres rette hylde igen, på et tidspunkt ude i fremtiden, men indtil da nyder jeg den fantastiske fjogede tilstand.  

Stofble-halvfjerdserne, perspektiv & forbundethed.

Mennesker man har kendt siden man brugte stofble i starten af halvfjerdserne, skal man ikke sådan uklogt undervurdere.  De har en betryggende og samtidig pisse irriterende efterspurgt ambivalent ærlighed vedr. familiemæssige relationer og konstellationer. De kender, de ser, de ved, de har deres øje i et automatisk fuldendt kontekst perspektiv. De er nærmest uundværlige, ved nærmere eftertanke.  Og dog, tanken har altid været der, trods det, at evnen til, at modtage den begrundede, konstruktive, saglige og kærlige kritik, var temmelig sløvt gående i mine teen år.  Jeg er kommet rigtig godt efter det, synes jeg, trods en lidt anderledes start..

Ble-perspektiv:  April, 1972: Ovennævnte elskelige menneske besøger min mor på fødselsgangen kort tid efter fødsel af 3 uger præmature født baby. Moderen ligger med Ditte menneskebarn i favnen og siger ; ”Ja, køn er hun jo ikke ..”

Elskelige menneske siger; ”Næh..men hvis ikke du vil ha’ hende, så vil jeg godt”. Sygeplejersken nikker anerkendende i sympati, alt imens hun -  i følge legenden  - forarges over min mors ord, som jo på ingen måde var ment så hårdt, som de var sagt.

Min pointe er vist bare, at man ikke behøver at være blodsforbundet, for at være forbundet.

Jeg er jo i den heldige position, at jeg har hele 4 stofble-mennesker fra halvfjerdserne, som kender mig, præcis  som den jeg er, handler ud fra det, elsker mig, og støtter mig. Det er muligvis et perspektiv den kære sygeplejerske ikke havde overvejet som et muligt privilegium, for den lidet kønne præmature baby, men jeg er nu ganske taknemlig og godt tilfreds.