I mine øjne, er mødet med et menneske, der har boet i Tyskland, i 15 år, der indholdsmæssigt får noget ud af, at se tysk TV en onsdag aften, og i øvrigt har en reel, argumentatorisk, engageret – fingeren på pulsen - holdning til Holocaust, og ikke mindst, de generations problematikker der stadig ligger i ave, fra dengang til nu – et interessant menneske. Dilemmaet, for den unge tysker er her, ret simpel. Bør jeg fortsat føle mig skyldig?
I mine øjne, er X kærester stadig interessante. De, og deres historie – eller vores fælles, fortæller jo noget om mig og mit, og dig og dit. Jeg værdsætter, at ham den charmerende tysker, fortæller om sit liv, og der hvor det bliver rigtig spændende, er jo blandt andet, når vi taler om vores X kærester. For der har vi været tæt, fascineret, oprørt, ked, glad i låget, frustreret - firkantet skrevet - tilfreds eller utilfreds. Vi reflekterer, evaluerer, og går videre. Vi er vores relationer..
’På godt og ondt' - klicheén’ - Det gælder også vores X kærester.
I mine øjne.
Skyld er efterhånden irrelevant, for han var ham, og jeg var mig. Efterspillet, kan til tider – apropos Holocaust - være noget mere interessant. Hvordan tackler vi et brud? En ydmygelse? En fortrængning af den anden verden..ville en jøde muligvis skrive. Jeg er hverken dommer eller bøddel, og heldigvis for det, men måske har Lisbeth Salander ret – der findes ingen uskyldige, der findes kun forskellige grader af ansvar.
I mine øjne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar