Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag

mandag den 5. september 2011

Kjøbenhavn & Nordstjernen tur/retur

Ligesom Karlsvognen er forbundet med Nordstjernen, i form af en pol, og bevæger sig som et pendul på himlen  – således forbereder min psyke og krop sig, på en begyndende pendulfart.

Firmaet er stort set flyttet til det smukke Kjøbenhavn, vores Trainees foretrækker Kjøbenhavn frem for Aarhus, og vi har fået gode kontorer og undervisningslokaler derovre.

Der er bare det ved det, at min indre pol har det svært med at være så længe væk fra det tilsvarende smukke Aarhus og min personlige stjerne. Ham den høje udkårne der trækker i mig, som en magnet på størrelse med Prag.

Men så vender vi det lige positivt. Den gensidige tiltrækning og afhængighed  - kan man vist næsten slippe af sted med at kalde det, består jo af komponenter der i sig selv er positive. Jeg er glad for mit arbejde, lærer en masse om administrativt arbejde, implementering, læringsprocesser, koordinering osv. Men jeg savner at undervise, savner den daglige kontakt med de udenlandske Trainees, og der kommer Kjøbenhavn ind i billedet. Der er brug for mig der, hver anden uge.

Jeg vil forsøge, at fordele sol og kærlighed lige, og sætte min lid til, at mit liv højest flytter sig en smule til den eller den anden side, men trods alt forbliver i det samme stjernebillede. Det er til at overskue, specielt, hvis man som jeg, befinder sig på den nordlige halvkugle.


torsdag den 20. januar 2011

Kabaler og Café Noir.

Solen skinnede ind gennem terasse døren i formiddag, engelsk korrekturopgave og Café Noir og et smilende suk. Jeg kan kan mærke foråret - og den der kærlige vind der blæser den rigtige vej - altså min vej;-)

Jeg smuttede så en tur i postkassen og der lå en lille bid af..

...Min drøm, min kabale om at studere videre til September - bestående af flere faktorer der skal gå op i en højere enhed - fik nyt håb idag, da jeg muligvis kan flytte til en ny og billigere bolig blot 50 meter længere nede af gaden...'at krydse tæer og haler'.

Så nu læner jeg mig tilbage og nyder resten af det dejlige Mokkagrams og beder til hende Gudrun om mere godt vejr til os alle sammen!


http://www.youtube.com/watch?v=dAN9sKlOZxE

søndag den 7. november 2010

Cyber skadestuen.


Her ydes omsorg og vejledning til de fysisk skadede og dem i nedtrykt sindstilstand.  Specielt singler(læs omsorgssvigtede) og dem med konstante småskavanker(læs hypokondere) er velkomne. Det kunne være alt fra tandpine til en indgroet negl, til et behov for at tudbrøle i en fremmed persons arme. - Eller som jeg, et bøjet ribben m.m. Det kunne også være du lå inde med et par gode medicinske husgeråd eller lignende, du synes du vil dele med alle dem der sidder i venteværelset?

Personalet er lidt ramt af nedskæringer. Den dårlige nyhed er derfor, at du må påregne lang ventetid på eventuel temperaturtagning af din psykiske tilstand.  Den gode nyhed er dog, at du her får indflydelse på andres ve og vel og mulighed for at komme af med noget af al den omsorg du måske brænder inde med. Det er således en kollektiv skadestue denne her. Find dit omsorgsgen frem og tag plads i venteværelset. Har du ikke et omsorgsgen kan du låne et midlertidigt i receptionen.  Har du taget en Coachinguddannelse over nettet, kommer du først i køen.

I fald du har svært ved at modtage omsorg, fordi du har glemt din manual hjemme – vælger du bare en plads ved siden af en anden skadet, du føler er mere kompetent end dig. Jeg opfordrer dog til, at man husker at siddepladserne fortrinsvis er til de ældre.

Oplys venligst om du på nuværende tidspunkt er under indflydelse af et morfinpræparat – vi ønsker ingen scener og desuden er politiet også ramt af nedskæringer.

Hvad kan vi hjælpe dig med?


*misery-loves-company-ikon*