Sårbarhed, magt & Begær

Engang..

..var mine hænder stærke, men mine knæ svage.
Jeg stod i dit elskede favntag, uden at kaste mig for dine fødder.

Du tvang mig, uden at tvinge.

Du elskede mig, uden at elske med mig.

Men jeg kunne ikke give dig, hvad du troede du gav mig. Jeg kunne ikke ånde under din styrke.

Det var på tide at sige farvel, til at skiftes til at flytte rundt på magten, en svag position den ene dag, en stærk og dominant, den anden. Jeg lod dig vinde, og kom til din undsætning efterfølgende. Jeg var alligevel slået hjem på forhånd. Du ejede min sårbarhed. En tryg magtfordeling iført skyklapper og begær af en anden verden, for os begge.

Indtil..

Jeg ikke længere kunne holde trit med dine skiftende positioner.

Da jeg gik, vidste jeg, at det var sidste gang. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men skreg dit navn mens mine øjne brændte.

Mine hænder var svage, men mine knæ stærke. Jeg slap os fri.

Islam, våde drømme & enarmede tyveknægte.

For et par uger siden var jeg ude at spise med en kollega. Han bor i Kuala Lumpur og er vant til at rejse, qua hans job, men dette var hans første besøg i DK. Jeg fandt med møje og besvær en god iransk restaurant der serverede Halal slagtet kød i Aarhus, og så gik snakken ellers derud af..

Overvejende på arbejdsrelaterede emner, hvilket blandt andet indebærer religion.  Jeg har sandsynligvis lydt som en Spørge Jørgen-inde, da jeg efter en lang argumentatorisk religiøs forklaring om, hvorfor en muslim ikke må ha’ sex før ægteskab, spurgte, hvordan og hvornår, man som forælder så tog den snak med sit barn? Hans svar var enkelt; Når barnet første gang får en våd drøm. Det affødte så endnu en diskussion om, hvorvidt man sådan kunne stole på, at barnet berettede om våde drømme, hvis man altså ikke opdagede det..

Allermest havde jeg lyst til at fortælle, at jeg så tilsyneladende, i perioder ikke selv er nået længere end teen stadiet, da jeg stadig har våde drømme – og hvad værre er, om mennesker jeg har kendt for 20 år siden og altså ikke altid af den sympatiske slags. Nå, men Freud om det, tilbage til restauranten..

Den forlod vi og gik på Kasino, hvilket jeg i min uvidenhed havde foreslået dagen inden, uden tøven fra kollegas side. Lige inden vi entréer Kasinoet, mumler min kollega således, at det ikke er tilladt for en praktiserende muslim at spille, men at han gerne vil ind og se stedet.

To timer senere bukker han under for den entusiastiske stemning der hersker under kasinoloftet. Pludselig er han væk. Jeg finder ham i køen til kassen, i færd med at veksle penge. Den næste time, hører jeg kun lyden af den enarmede tyveknægt, der lover guld og grønne skove, hvis bare du lige fodrer den med mønter, lidt endnu..

Min telefon ringer og jeg overvejer et splitsekund, at bede ham holde mit glas med hvidvin et øjeblik, men bliver enig med mig selv om, at det nok er at udfordre skæbnen en anelse for meget, for den kære muslimske mand.

Hvepserede & Andegård.

Min søster, som egentlig ikke er en biologisk søster, men vi er vokset op i den samme andegård, flytter til Spanien lige om lidt..

Sommetider var det lidt af en hvepserede, for min søsters mor og min far, at navigere rundt i dine og mine – i alt 4 børn, med alle de følelsesmæssige perspektiver det nu engang indebærer, at holde ænder og gæs i den samme indhegning.

Vi er vokset op med forældre der læste bøger som andre skifter trusser (læs: ofte) og den slags smitter jo som bekendt. Min søster har netop udgivet hendes 4 krimi og nu har hun den frækhed, at bosætte sig i Spanien med kæreste og teendatter og en mindre zoologisk have, hvoraf det mest højlydte medlem også har fået en særlig plads i mit hjerte. Vuf..

Egorøvinden i mig, synes det er voldsom dårlig timing, nu hvor vi det sidste års tid, er kommet hinanden nærmere end før, så jeg har et stille håb om, at askeskyen fra Island har tænkt sig at protestere synkront med mig, bare lidt endnu.

Smuk svensk sanselighed.

Jeg starter ofte min fredag, hjemvendt fra job, med musik. Åbner døre og vinduer og fyrer op for musikken - det skyder weekenden godt i gang. Og Uff, hvor Lisa Nilsson gør det for mig, imens jeg utålmodigt venter på sommerens sødme. Der er musik - og så er der musik med sjæl..

God fredag derude.

Barndom, minder & Overleveringer.

Min barndoms gade var en grusvej i Holme. Vi boede i det første hus, som oprindeligt var en bysmedje. Nede i nr. 10 boede Antikvitetshandler Erling og hans kone Grethe, på en bindingsværk udflyttergård, som de to ældre mennesker holdt til punkt og prikke, både inde og ude. Ikke en tidsel at spore, på den altid nyklippede græsplæne, med de store flotte stenstatuetter Erling havde købt, en af de utallige gange han var på aktion. Jeg elskede at lege i den have og forestillede mig at statuerne var levende, når jeg sådan gik og sang for dem..

Det var mit fristed, alt forekom mig så roligt der og jeg følte mig derfor draget til stedet og de to mennesker der havde sat så meget sjæl i det, flere gange ugentligt. Så sad vi der på bænken, mens alle de lokale katte, som Grethe havde besluttet sig for at fede op, flokkedes om os. Vi spiste puddersukker madder og piratos lakridser, og Erling ville lave sin stemme om, mens han sad med hånddukken og berettede om en af H.C. Andersens utallige eventyr.

Grethe døde for over ti år siden, men da min søn var spæd, var jeg på visit på gården en eftermiddag. Ville vise Erling mit guld. Han så trist ud, og havde tabt sig – det slog mig helt umiddelbart hvilken sorg han bar rundt på, uden Grethe i sit liv. Haven og huset havde mistet noget sjæl, det var tydeligt at skue. Vi satte os på bænken, som så mange gange før, men denne dag var det umådelig trist.

Erling er også borte nu og i sidste uge hørte jeg i bilradioen, at en gård i Holme var brændt næsten helt ned. Jeg holdt ind til siden og lyttede intenst og kunne høre, ud fra beliggenheden at det var mit smukke barndoms fristed der var brændt ned. Min søn kunne fornemme, at jeg var meget påvirket af situationen og jeg gik således i gang med at berette for ham, hvad stedet og de to dejlige mennesker, havde betydet for mig. Det førte os til at bruge to timer på lokalhistoriske sider på nettet, hvor vi fandt både mit barndomshjem, by smedjen og Grethe og Erlings udflyttergård.  Vi kørte senere samme aften ned for at se gården, og det var næsten et ubærligt syn. Det var ugenkendeligt ved første øjekast og jeg forsøgte næsten desperat på min rundtur med sønnike at finde små rester, af den idylliske have med alle dens små hyggekroge og specielle nøje tilrettelagte beplantning der var, dengang. Efter lidt søgen mellem skvalderkål og rester der lå spredt fra det forkullede stuehus, fandt jeg det store fuglebad med den smukke bonderose der hang ind over. Lige der, blev jeg for første gang i mit liv, stukket af en bi…

Historierne væltede op til overfladen og min søn labbede det i sig. Nu har vi besluttet at tage på lokalhistorisk arkiv og finde nogle billeder af Erling og Grethe, da min søn er helt bidt af, at få sat ansigt på de to kære sjæle, hvis eksistens har betydet så uendelig meget for hans mor.

Min søn spurgte mig, om ikke det var meget uhyggeligt og trist at se stedet brændt ned.  Jeg svarede at det var meget trist, men at intet ville kunne fjerne mine billeder af, hvordan det engang havde set ud, og at jeg faktisk var glad for, at Erling og Grethe ikke er i live til at se, at deres gård nu er brændt ned, for det ville ha’ knust dem fuldstændig.