Jeg tænker, at det kan og bør tage tid, at være i den proces, som nødvendigvis må følge i kølvandet af et brud. Det kræver også mod og selvdisciplin at tillade sig selv at være i processen, frem for at hoppe ud i et nyt forhold med det samme det forrige er afsluttet.
Selvom begge parter hviler i det valg der er taget – forholdet til det menneske man var tæt med i årevis er afsluttet, har begge vel hinanden i deres system i en eller kvantum tid?
Selvom man er forbi de store kærlige følelser for den anden, de fælles værdier og visioner osv..
Man bliver jo unægtelig flettet sammen på mange planer i et længerevarende forhold og den enkelte må nødvendigvis ha’ flettet sig selv ud igen, eller?
Jeg tænker at den proces må være essentiel hvis ikke, man vil overhales indenom af den senere, i det næste forhold man begiver sig ud i..
For det at blive færdig med et andet menneske, er jo en nødvendighed for at kunne åbne sit hjerte overfor et nyt menneske og blive flettet sammen og give og modtage kærlighed på ny.
Når jeg kigger rundt på mit netværk, får jeg øje på et generelt mønster af mænd (måske kan det ikke generaliseres, men det er faktisk hvad jeg ser) - der efter et brud, ganske hurtigt finder en ny partner.
Er det mon fordi mænd har sværere ved at være i den proces jeg omtaler?
Eller er mænd hurtigere end kvinder mentalt, til at blive færdig med et andet menneske?
