lørdag den 31. juli 2010

Tanker & Toldfrihed.


Ud fra en buddhistisk betragtning er alt hvad vi er som mennesker, et resultat af det vi har tænkt.

Det sætter jo forestillingen om at tanker er toldfrie en anelse på spidsen, og måske kunne den tilgang til livet ligefrem højne vores etik og moral?

At det ikke kun er vores handlinger og ytringer overfor andre mennesker der får en konsekvens for os, men også vores tanker. De fordømmende tanker, de negative tanker, de ubarmhjertige tanker, de hævngerrige tanker osv..

Måske kan engle flyve, fordi de tager livet så let?

tirsdag den 6. juli 2010

Brok, arrogance & rejecocktails.

Nyligt hjemvendt fra ferie i selskab med mange mennesker på hotellet, på restauranter, ved stranden osv, har jeg reflekteret over hvad der driver mennesker der konstant brokker sig over diverse små problemstillinger.

Jeg mener, gu´er det da irriterende at vente på sin mad når man er sulten, eller at stå i kø efter vand i 40 grader, men  jeg mangler lidt kalkulation for, hvad chancen er, for at dø af sult og tørst i et overflødigheds horn af All Inclusive konceptet??

Jeg sad flere gange i løbet af ferien og krummede tæer, over mennesker der højlydt og arrogant brokkede sig til en stakkels hårdt arbejdende tjener på 23 år, der dag efter dag fastholdt det pæne smil, fordi hun sikkert har lært at kunden altid har ret… Sikken en gang pladder – de skulle have haft en rejecocktail lige i skødet og et spark derhen hvor solen ikke skinner..!

Er det varmen der gør nogle mennesker utålmodige og kortluntede?

Giver det et ”kick” at komme af med noget brok til en fremmed, fordi det er distanceret og relativt ufarligt?

søndag den 4. juli 2010

Alarmklokker.

Alarmklokker, hvornår de ringer, hvor højt de ringer og hvordan vi forvalter dem, er en ganske individuel sag, og afhænger meget af hvor vi befinder os i vores liv.
 
Forelskelsens kemiske proces tillader for de flestes vedkommende, ikke vores hjerner at reagere på evt. alarmklokker i forhold til en partner eksempelvis. Vi er i forelskelsens rus, i stand til at ignorere ytringer eller handlinger fra vores partners side, som set udefra, i et objektivt perspektiv, er soleklart for alle andre…

Jeg havde engang en kæreste, som brugte meget energi på, at fortælle i negative og vrede fraser om hans X kæreste, venner, naboer etc.

Det faldt mig ikke ind, at det højst sandsynligt ville være den samme måde jeg ville blive omtalt på når/hvis vores forhold skulle slutte. Det faldt mig heller ikke ind, at han måske ikke var følelsesmæssigt afklaret i forhold til sin X kæreste, eller at hans vrede måske gik tilbage til hans barndom osv.

Forblændet fortsatte jeg mit eventyr, som så mange andre, og først da forelskelsens rus stille aftog, kunne jeg forholde mig, til mine rationelle betragtninger og konfrontere hovedpersonen.

Forholdet var, bestemt et spændende eventyr fyldt med gode oplevelser, humor og samhørighed på mange planer. Jeg ville på ingen måde, have undværet den del af mit liv, men det var de selvsamme alarmklokker jeg negligerede i starten af forholdet, der bimlede højt og tydeligt, da det sluttede.

Paradoksalt, tankevækkende og lærerigt.