Sommerkuffertpakning & Norsk tragedie

Midt i sommerkuffert pakning blev der sat en dæmper på rejseglæden. Det virker hult at koncentrere sig om at pakke dykkerbriller og italienske stilletter, når man rystes over en blond 32 årig mands terrorhandlinger i Norge, alt imens min kære ven som skal rejse med mit yngel og jeg til Spanien i eftermiddag, er nordmand og jo derfor føler sig meget knyttet til landet og selvsagt berørt af denne tragedie. Størstedelen af min familie befinder sig pt i Norge, da min stedfar er norsk - dog heldigvis ikke i nærheden af Oslo, men det gør jo ikke tragedien mindre, at alle mine kære er undsluppet. Andres kære er ikke undsluppet. Jeg mangler ord for hvor forfærdeligt det må være, at have befundet sig i orkanens øje i Norge i går og jeg nøjes derfor med at sende en portion varme og kærlige tanker, til de der er ramt og berørt af tragedien.

Sovende yndlingsmennesker & irsk finesse

På sådan en smuk sommer morgen kl.6.00 hvor yngel, kæreste og sandsynligvis det meste af Aarhus sover, havedøren står åben, fuglene kvidrer kækt - høres denne fantastiske udgave af irsk genkendelighed. Der lades psykiske batterier op på rekordtid, når sådan et smukt stykke musik rammer mit øre.

Tilstandsrapport

Jeg befinder mig pt. i en tilstand der indebærer, at jeg konstant – på nær når jeg sover(tror jeg nok) går rundt med et fjoget smil og en let rødme lige omkring mine irske kindben.  Tilstanden nærmer sig lettere vanvid, og jeg har således præsteret at foretage en del irrationelle og demente handlinger den sidste uges tid. Tandbørsten puttede jeg i køleskabet, og fandt den senere på hylden ved siden af en pakke smør, som jeg i øvrigt også tog ud af køleskabet, på trods af, at det var remouladen jeg manglede.

Det er ikke min skyld, faktisk – det er hans. Ham den høje Ingeniør med det smukke ansigt, der lige slog fødderne væk under mig, på et halvt døgn. Jeg mindes ikke, det er set før. Ham der lige præcis har det, de andre ikke havde, det jeg manglede, det jeg har længtes efter og mere til, tror jeg. Her følte jeg mig instinktivt og intuitivt hjemme, med en forbundethed jeg aldrig så hurtigt har oplevet med en kæreste, og som jeg først nu kan sætte ord på.  Min tavshed og til tider platte kommentarer, når han i den forgangne uge har komplimenteret mig, med skarpe iagttagelser, som kun de der kender mig godt burde kunne, har han rummet og forstået. Det handler jo om mig, og min forlegenhed. Når den kommer på banen, så er jeg ramt, besejret, tom for ord. Jeg er tabt, faldet, pladask, sjask – og aldeles uden for størstedelen af omverdens rækkevidde, med mindre de selvfølgelig orker at lægge tid og øre til min midlertidige teen-adfærd, og forstår at jeg heller ikke hører en klap af, hvad de fortæller mig, omend jeg muligvis ser lyttende ud.

Jeg satser kraftigt på, at tandbørsten, remouladen og mit ellers rimelig intakte lyttegen finder deres rette hylde igen, på et tidspunkt ude i fremtiden, men indtil da nyder jeg den fantastiske fjogede tilstand.  

Stofble-halvfjerdserne, perspektiv & forbundethed.

Mennesker man har kendt siden man brugte stofble i starten af halvfjerdserne, skal man ikke sådan uklogt undervurdere.  De har en betryggende og samtidig pisse irriterende efterspurgt ambivalent ærlighed vedr. familiemæssige relationer og konstellationer. De kender, de ser, de ved, de har deres øje i et automatisk fuldendt kontekst perspektiv. De er nærmest uundværlige, ved nærmere eftertanke.  Og dog, tanken har altid været der, trods det, at evnen til, at modtage den begrundede, konstruktive, saglige og kærlige kritik, var temmelig sløvt gående i mine teen år.  Jeg er kommet rigtig godt efter det, synes jeg, trods en lidt anderledes start..

Ble-perspektiv:  April, 1972: Ovennævnte elskelige menneske besøger min mor på fødselsgangen kort tid efter fødsel af 3 uger præmature født baby. Moderen ligger med Ditte menneskebarn i favnen og siger ; ”Ja, køn er hun jo ikke ..”

Elskelige menneske siger; ”Næh..men hvis ikke du vil ha’ hende, så vil jeg godt”. Sygeplejersken nikker anerkendende i sympati, alt imens hun -  i følge legenden  - forarges over min mors ord, som jo på ingen måde var ment så hårdt, som de var sagt.

Min pointe er vist bare, at man ikke behøver at være blodsforbundet, for at være forbundet.

Jeg er jo i den heldige position, at jeg har hele 4 stofble-mennesker fra halvfjerdserne, som kender mig, præcis  som den jeg er, handler ud fra det, elsker mig, og støtter mig. Det er muligvis et perspektiv den kære sygeplejerske ikke havde overvejet som et muligt privilegium, for den lidet kønne præmature baby, men jeg er nu ganske taknemlig og godt tilfreds.

Tågen der lettede..

Du kender det sikkert godt, processer der er svære og kræver bevidsthed og kontinuerlig årvågenhed, og så den der lettelse der følger, når brikkerne falder på plads og tågen letter.  Jeg er nemlig blevet lidt stædig på min halvgamle dage, nogle ville måske næsten kalde mig voksen. Så jeg har holdt fast og stået ved, mig.

Der er jo system i alt, det handler ’bare’om at få øje på de systemer, de der gentagne hændelser, livet byder os, der indeholder præcis den viden vi skal bruge, for at ændre og tiltrække noget nyt, og mere værdifuldt i vores liv.

Egentlig burde jeg klappe mig selv på skulderen, klap-klap for jeg har rykket mig på mange forskellige fronter det sidste år, faktisk mere end de 5 år forinden.

Jeg vælger mere fra, og siger mere fra.  

Min psykes naive og godtroende tilgang til mine medmennesker generelt, er blevet rykket rundt i en til tider, hæsblæsende manege det sidste år, og det har på forunderlig vis, fået min realitetssans til at fungere noget mere intakt, end den hidtil har gjort. For jo, der findes mennesker der, når de har noget i klemme, er kolde i popoen, der findes mennesker der er blottet for enhver etisk og moralsk sans – men det skulle tilsyneladende ta’ mig 39 år og helt konkrete beviser, at indse det.

Det betyder ikke, at jeg nu pludselig er begyndt at bære nag, eller at jeg ikke stadig bærer over med, men det betyder, at min grænse for, hvad der er acceptabelt og til at forstå til døde, ikke længere har så bred en ramme.

Så, i anledning af, at tågen er lettet, benytter jeg lige lejligheden til at sige tak til mine medmennesker, også dem der har noget i klemme.

Vil du ha' en fisk?

Her en lille zen historie om at slippe vreden og vælge lykken.

En ung samurai i det gamle Japan havde lært
sig at mestre næsten alle de kendte kamparter
og han gik nu rundt i landet og slog en masse
ikke-helt-så dygtige Udfordrere ihjel.

En dag fik han at vide
at der var en gammel zenmunk oppe i bjergene,
som endnu ingen havde besejret, der hævdede
at han havde opdaget forskellen på et lykkeligt
og et ulykkeligt liv, på lykke og ulykke.

Den kampglade samurai ledte længe efter
denne mærkelige gamle mand og fandt ham
endelig ved en flod, hvor han sad og fiskede.
Samuraien stillede sig udfordrende op
foran den gamle og sagde ligeud:

"Det siges du kender forskellen på
at blive et lykkeligt og et ulykkeligt menneske.
Fortæl mig din hemmelighed - eller jeg
vil slå dit hoved af med mit sværd."

Den gamle så blot på ham
og smilede, hvorpå han fiskede videre.
"Hørte du ikke, hvad jeg sagde?" råbte
den unge hidsigprop vredt og trak sit sværd
højt op over sit hoved, parat til at slå
hovedet af den tavse gamle.

Den gamle zenmunk så igen på ham
og sagde: "Se hvor smukt sollyset skinner
på dit sværd lige nu. Ser du det?"

Forvirret sænkede samuraien sit dragne sværd
og stak det i skeden. Hvorefter den gamle sagde:
"Det første du gjorde, det er vejen til ulykken.
Det andet du gjorde, er vejen til lykken.
- Vil du have en fisk?"