Tågen der lettede..

Du kender det sikkert godt, processer der er svære og kræver bevidsthed og kontinuerlig årvågenhed, og så den der lettelse der følger, når brikkerne falder på plads og tågen letter.  Jeg er nemlig blevet lidt stædig på min halvgamle dage, nogle ville måske næsten kalde mig voksen. Så jeg har holdt fast og stået ved, mig.

Der er jo system i alt, det handler ’bare’om at få øje på de systemer, de der gentagne hændelser, livet byder os, der indeholder præcis den viden vi skal bruge, for at ændre og tiltrække noget nyt, og mere værdifuldt i vores liv.

Egentlig burde jeg klappe mig selv på skulderen, klap-klap for jeg har rykket mig på mange forskellige fronter det sidste år, faktisk mere end de 5 år forinden.

Jeg vælger mere fra, og siger mere fra.  

Min psykes naive og godtroende tilgang til mine medmennesker generelt, er blevet rykket rundt i en til tider, hæsblæsende manege det sidste år, og det har på forunderlig vis, fået min realitetssans til at fungere noget mere intakt, end den hidtil har gjort. For jo, der findes mennesker der, når de har noget i klemme, er kolde i popoen, der findes mennesker der er blottet for enhver etisk og moralsk sans – men det skulle tilsyneladende ta’ mig 39 år og helt konkrete beviser, at indse det.

Det betyder ikke, at jeg nu pludselig er begyndt at bære nag, eller at jeg ikke stadig bærer over med, men det betyder, at min grænse for, hvad der er acceptabelt og til at forstå til døde, ikke længere har så bred en ramme.

Så, i anledning af, at tågen er lettet, benytter jeg lige lejligheden til at sige tak til mine medmennesker, også dem der har noget i klemme.