Nørrebro, Puls & Paradoks

Indtil i mandags, troede jeg at jeg stadig havde fingeren på den multikulturelle puls, efter nogle år i orkanens øje, hvad 2. og 3. generations indvandrere angår. Trods det, at jeg ikke længere bevæger mig i den verden, i socialpædagogisk praksis – er jeg åbenbart så tilpas arbejdsskadet og kæphest forstyrret, at jeg stadig tvangshandlingspræget følger med, både fagpolitisk og i mit faglige netværk.  Men jeg har jeg ikke fingeren på den der puls længere. I hvert fald ikke i forhold til den københavnske skala – specifikt og ganske valg relevant, ville DF nok mene - bydelen Nørrebro.

Efter tre dages undervisning i dansk og engelsk, til motiverede udenlandske Trainees, der har sparet sammen og valgt at tage til Danmark for at tage en solid uddannelse, der kan bibringe deres liv mere livskvalitet, personligt, økonomisk og fagligt, når de om knap to år drager tilbage til deres respektive hjemlande med bonus i havn – er jeg efterladt i paradoksernes limbo.  Er det selv samme motivation der gør, at jeg påstår disse mennesker er hurtigere til at integrere sig?

Der er dælme puls i København, der er puls på Nørrebro. Jeg er helt forpustet i refleksion, på flere planer, og blev meget bevidst om, præcis hvor meget jyde jeg er, min opdragelse, mine værdier, min moral og min etik, og den blev konstant udfordret.

Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.  For deri består paradokset.  Der er langt imellem Nørrebro og Frederiksberg, ikke i minutter, men i socialt skel – alt for langt i min optik. Men jeg forstår, når jeg kigger ud fra 5 sal i Københavns Kulturcenter og 3 dage i træk observerer, at der systematisk flyttes rundt på biler, der holder parkeret, på nær en enkelt varevogn, der hver morgen kl.8.00 på forunderlig magisk vis, er kørt op i popoen af en ny ’parkeret’ bil.  Jeg forstår, når jeg bevæger mig på Nørrebro og støder på et par unge muslimske mænd, der med en mikrofon med firser mono lyd, udnytter deres demokratiske ret, og opfordrer til, at enhver undlader at stemme til dagens folketingsvalg. Et paradoksalt antidemokratisk dilemma, bagsiden af ytringsfrihedens blankpolerede medalje.

Det udfordrer min moral og etik. Min eksistens udfordrer sandsynligvis muslimen med mikrofonen. Hvordan får vi mon fat på den samme puls?

Og oplever den lokale grønthandler på Nørrebro mon det samme paradoks?

Fortsættelse følger..

Murphy's Lov

Glemte min frokostsandwich hjemme i køleskabet. Endda en af dem jeg havde gjort lidt ekstra ud af, det er klart. Kørte yngel i skole i en grim fanden af en lånebil, der mangler håndtag ved begge bagdøre, larmer som en anden defekt helikopter, og da vi nærmer os skolens P-plads rammer dagens første udfordring.

-       Mor, kan du ikke bare sætte mig af her i dag?

-       Øh, Jo hvorfor?

-       Jamen bare fordi..

Kiggede ned af mig selv, for at opklare om jeg havde en halv liter sovs på blusen eller en fed bussemand siddende. Yngel sprang ud af bilen, og den fes ind. Det var bilen, det røde lig, det var bare for pinligt.

Ankommet til kontoret rammer dagens anden udfordring, i form af en slags udenlandsk bål og brand, da to studerende fra Cameroun, havde glemt at ansøge om forlængelse af deres visa, og nu var ængstelige for at blive eskorteret ufrivilligt til den nærmeste lufthavn, indenfor den næste uges tid.

Ahh, endelig pause. Går i kantinen for at hente proviant, og går tilbage mod mit kontor, med en kande vand i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Alt imens jeg går og nynner rammer dagens tredje udfordring mig - jeg runder et skarpt hjørne på gangen, en smilende gæst af huset, med et pænt slips, runder samme hjørne, blot fra modsat retning.

Vand på jakke og slips, kaffen reddet, hans smil en anelse stivnet  – Jeg sagde undskyld, han sagde tak for dansen.

Ankommer til fritidsklubben for at hente yngel, og har brugt de sidste 40 kilometer i grim lånebil til at oparbejde lidt overskud og positivisme til resten af dagens udfordringer, da den fjerde rammer mig.

Har du haft en god dag skat?

Ja, men jeg havde jo ikke Idrætstøj med.

Jeg har bestilt pizza nu, gentaget bestillingen to gange, i et forsøg på at sikre mig, at jeg ikke får en indbagt pizza med ansjoser og hvidløg. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Det siger Murphy.

Kjøbenhavn & Nordstjernen tur/retur

Ligesom Karlsvognen er forbundet med Nordstjernen, i form af en pol, og bevæger sig som et pendul på himlen  – således forbereder min psyke og krop sig, på en begyndende pendulfart.

Firmaet er stort set flyttet til det smukke Kjøbenhavn, vores Trainees foretrækker Kjøbenhavn frem for Aarhus, og vi har fået gode kontorer og undervisningslokaler derovre.

Der er bare det ved det, at min indre pol har det svært med at være så længe væk fra det tilsvarende smukke Aarhus og min personlige stjerne. Ham den høje udkårne der trækker i mig, som en magnet på størrelse med Prag.

Men så vender vi det lige positivt. Den gensidige tiltrækning og afhængighed  - kan man vist næsten slippe af sted med at kalde det, består jo af komponenter der i sig selv er positive. Jeg er glad for mit arbejde, lærer en masse om administrativt arbejde, implementering, læringsprocesser, koordinering osv. Men jeg savner at undervise, savner den daglige kontakt med de udenlandske Trainees, og der kommer Kjøbenhavn ind i billedet. Der er brug for mig der, hver anden uge.

Jeg vil forsøge, at fordele sol og kærlighed lige, og sætte min lid til, at mit liv højest flytter sig en smule til den eller den anden side, men trods alt forbliver i det samme stjernebillede. Det er til at overskue, specielt, hvis man som jeg, befinder sig på den nordlige halvkugle.