Vi har dem alle, skeletterne. Hvad vi gør med dem, er en helt anden og individuel sag. Vi kan vælge at tage et par knogler frem og kigge på, i ny og næ – vende og dreje dem, indtil de ikke længere har magt og indflydelse og herefter ender som et minde, af den gode og lærerige slags.Knoglerne holder som bekendt ikke op med at rasle i skabet, fordi du bevidst forsøger at mane dem til ro. De fortsætter, indtil de får din opmærksomhed.
Er det ikke fantastisk?
Her får du nemlig en enestående mulighed for at udvikle dig, og frigive en masse energi til rent faktisk at leve livet, ærligt, tro mod dig selv, med rene linjer, uden et spøgelse rendende i din skygge, i dine fremtidige relationer.
Jeg bryder mig umiddelbart ikke om tanken om, at jeg ved, at jeg er skelet i en andens skab, da det ikke korresponderer med mit omsorgsgens intentioner, at et andet menneske er fyldt af negativ energi, og noget uafklaret vrede i forhold til mig. Jeg kan godt rumme de reaktioner det giver, i form af eksempelvis tilsvininger og dramatiske rekommenderede breve, selvom de ikke fremstår rationelle og gennemtænkte. Tværtimod, er de gennemsyret af en usund psyke og et usundt forhold, der vidner om at magt og jalousi, og alt for mange skeletter i skabet, er omdrejningspunktet. Men det ansvar er jo ikke mit, det er ikke mit skab, ikke mine skeletter - og derfor slet ikke mit ansvar at ændre på den adfærd.
Jeg fungerer pr. instinkt sådan, at jeg har for vane at kigge på, og vende og dreje mine skeletter, indtil de pulveriserer. Det kan tage lang tid, det gør ondt og det svier, men det er lettelsen værd, og kan varmt anbefales.
Derfor, er det mit lidt forsinkede nytårs ønske for dig, at få kigget på om der skulle være nogle knogler tilbage i skabet, der kræver din opmærksomhed, så du kan gå ind i det nye år, med oprigtig glæde over den sti du befinder dig på.
Rigtig Godt Nytår!
