Vil du ha' en fisk?

Her en lille zen historie om at slippe vreden og vælge lykken.

En ung samurai i det gamle Japan havde lært
sig at mestre næsten alle de kendte kamparter
og han gik nu rundt i landet og slog en masse
ikke-helt-så dygtige Udfordrere ihjel.

En dag fik han at vide
at der var en gammel zenmunk oppe i bjergene,
som endnu ingen havde besejret, der hævdede
at han havde opdaget forskellen på et lykkeligt
og et ulykkeligt liv, på lykke og ulykke.

Den kampglade samurai ledte længe efter
denne mærkelige gamle mand og fandt ham
endelig ved en flod, hvor han sad og fiskede.
Samuraien stillede sig udfordrende op
foran den gamle og sagde ligeud:

"Det siges du kender forskellen på
at blive et lykkeligt og et ulykkeligt menneske.
Fortæl mig din hemmelighed - eller jeg
vil slå dit hoved af med mit sværd."

Den gamle så blot på ham
og smilede, hvorpå han fiskede videre.
"Hørte du ikke, hvad jeg sagde?" råbte
den unge hidsigprop vredt og trak sit sværd
højt op over sit hoved, parat til at slå
hovedet af den tavse gamle.

Den gamle zenmunk så igen på ham
og sagde: "Se hvor smukt sollyset skinner
på dit sværd lige nu. Ser du det?"

Forvirret sænkede samuraien sit dragne sværd
og stak det i skeden. Hvorefter den gamle sagde:
"Det første du gjorde, det er vejen til ulykken.
Det andet du gjorde, er vejen til lykken.
- Vil du have en fisk?"

Ordløst møde med fortiden.

I går mødte jeg en person jeg har delt mange år af mit liv med. Af grunde jeg ikke ønsker at udbasunere her, er vi ikke på talefod. Og det pudsige er, at vi i dette tilfældige møde slet ikke behøvede ord - eller, jeg gjorde i hvert fald ikke.

Kropssproget, hans gang, hans udtryk og det hans øjne fortalte var rigeligt til at se og mærke hvordan han havde det.

Han udstrålede noget indebrændt, dog havde den værste vrede lagt sig, for stolt til at sige undskyld, for bange for en afvisning til at tage initiativ til en dialog med mig, gik han rundt, som en løve i bur.

Jeg har for længst tilgivet ham. Ejer hverken vrede eller had, men min dør er hermetisk lukket. Og det fik jeg signaleret - helt uden ord.

Det var faktisk på mange måder et fint møde, helt uden de ord der måske havde forpurret det, mit kropssprog viste ham, nemlig ligegyldighed. For det var ligegyldigt og ikke så vigtigt længere, at sætte ord på 'face to face'.

Sådan et ordløst 'closure' kan faktisk godt være berigende.

Tikkende bombe og Trold i æske.

Som en Trold i en æske stikker han sit vrede ansigt frem på overraskende tidspunkter.

Som den tikkende bombe han er, rastløs, mistroisk og med indestængt vrede – ser han konspirationer alle vegne. Han føler sig forfulgt.

Hans altoverskyggende stolthed tillader ham ikke at vise sårbarhed – det er for farligt, for ukendt et land.

Jeg elskede ham engang.

Dengang bomben endnu ikke var synlig for det trænede øje – og latteren og kærligheden stadig havde magt.
For jeg forstod. – Jeg forstod årsagerne til hans store behov for at være i centrum, for at fylde, for at blive bekræftet.

Og jeg tillod. Forsøgte at løfte hans åsyn udover den blinde plet i hans sind, at åbne hans sluser – og bad til at lunten ville gå ud af sig selv. I kærlighedens navn.

Eksplosionerne var uundgåelige. Dynamitten var for kompakt og en integreret del af ham. Trolden stak igen og igen sit tragiske, frustrerede ansigt frem og efterlod en gold slipstrøm i sit kølvand..

Når Trolden ikke har behov for at komme farende ud fra dens skjul, vil du opleve verden helt på ny.

Når den tikkende bombe ikke længere er toldfri – og slipper sit tag i dig, vil jeg glædes på dine vegne.