onsdag den 20. oktober 2010

Nynne adfærd.

Tænk at man kan starte en latterlig kædereaktion af sære handlinger, der bevidner om midlertidig kemisk koks i låget på ganske få minutter.

Der stod jeg så, i færd med at ælte dej til Grahams boller, da en sms på mobilen tikker ind. Da lækkerhapsen pt. Befinder sig på Thule Air base, og en storm har umuliggjort brugen af nutidens elektroniske midler, de sidste 2 dage, er lyden af den mobil telefon jeg før hen havde så mange formanende meninger om, når veninderne taler i telefon midt i en middag, på Café osv…pludselig en lyd, der sender mig helt ud af kontekst.

Stående ved køkkenbordet, med dej på begge hænder, drejer jeg mig panisk rundt for at orientere mig..hvor har jeg nu lagt mobilen henne? Og var det en sms eller et opkald mon?...min ene hånd får strejfet posen med 2 kilo mel, der vælter ned over det askebæger, der står under emhætten og ’de to’ beslutter sig for at styrte på gulvet og blande sig sammen i en stor samhørighed..

Herefter spunser jeg hen mod stuen for at lokalisere den elektroniske afhængighedsdims, jo jo – jeg kan se den der i vindueskarmen – den er indenfor min rækkevidde nu!

I mangel på jordforbindelse og midlertidig vanvid, ænser jeg ikke det Starwars Legofly der synes at være placeret nøje på gulvet foran mig……………………! Jeg snubler, og når lige akkurat at kaste mig over i sofaen for at afbøde mit fald en smule, og griber mobilen som var det en kamp om liv og død…

Kors i hytten – godt ingen så det stunt.

Tanker fra Nynnes midlertidige dagbog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar