For ti år siden befandt jeg mig i Dublin Mountains, nærmere betegnet, Blessington Lake. Den lille hyggelige snoede vej havde ’advarselsskiltet’ intakt. Det var en Cul-de-sac, en lukket vej. Lidt paradoksalt, for vejen var umiddelbart den eneste farbare vej, der førte til søen. Eller det vil sige, jeg kendte ikke andre veje og ledte heller ikke efter dem.Fornemmelsen af at møde en dead-end – en lukket vej, hos et andet menneske, har altid på samme tid inspireret og frastødt mig.
Jeg er skabt sådan, at jeg altid ønsker at forstå det menneske jeg sidder overfor, men sommetider må jeg give fortabt – selv med en irsk stædighed lagt for dagen, selvom jeg ønsker at få svar, på alle de ’hvorfor’ spørgsmål, der dukker op.
Der findes muligvis en smutvej til Blessington Lake, som kun de lokale kender. Og hvorfor overvejer jeg mon det? Ja, bare fordi..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar