Forleden dag, fandt jeg igen, efter alle de år, en lille souvenir i form af et glasskår i min pande.
I 1995 arbejdede jeg en sæson på et hotel i Marmaris, Tyrkiet. Det blev November inden jeg kunne løsrive mig fra det smukke land og de venner jeg havde fået dernede. Den nærmeste lufthavn lå i Alanya, da turistsæsonen for længst var forbi. En køretur der blot skulle have varet 6 timer..
En kær ven tilbød at køre mig i lufthavnen, da han alligevel skulle besøge nogle venner tæt på.
Vi tankede op i Marmaris og begav os op i Bjergene. Stoppede 2 timer senere og spiste frokost i en lille hyggelig landsby og fortsatte turen mod lufthavnen.
Vi snakker og lytter til Simply Red´s ”Fairground” i radioen da jeg pludselig fornemmer, at han ikke helt har kontrol over bilen. Der er vejarbejde i gang overalt hvor jeg kigger og vejgrebet er dårligt, da vi nu kører på ral i alt for høj fart. Han forsøger at bremse og styre sig ud af det brede sving jeg kan se forude, men det er for sent.
Jeg kigger på uret og speedometeret i bilen, kigger ud gennem foruden og kan se at jorden nu er forsvundet under os. Vi flyver..
Det eneste jeg når at tænke er, at jeg dør lige om lidt..
I 1995 arbejdede jeg en sæson på et hotel i Marmaris, Tyrkiet. Det blev November inden jeg kunne løsrive mig fra det smukke land og de venner jeg havde fået dernede. Den nærmeste lufthavn lå i Alanya, da turistsæsonen for længst var forbi. En køretur der blot skulle have varet 6 timer..
En kær ven tilbød at køre mig i lufthavnen, da han alligevel skulle besøge nogle venner tæt på.
Vi tankede op i Marmaris og begav os op i Bjergene. Stoppede 2 timer senere og spiste frokost i en lille hyggelig landsby og fortsatte turen mod lufthavnen.
Vi snakker og lytter til Simply Red´s ”Fairground” i radioen da jeg pludselig fornemmer, at han ikke helt har kontrol over bilen. Der er vejarbejde i gang overalt hvor jeg kigger og vejgrebet er dårligt, da vi nu kører på ral i alt for høj fart. Han forsøger at bremse og styre sig ud af det brede sving jeg kan se forude, men det er for sent.
Jeg kigger på uret og speedometeret i bilen, kigger ud gennem foruden og kan se at jorden nu er forsvundet under os. Vi flyver..
Det eneste jeg når at tænke er, at jeg dør lige om lidt..
En tyrkisk mand i en rød t-shirt finder bilen og opfordrer mig til at komme ud af den i en fart. Min ven er bevidstløs og vi er begge fyldt med blod. Jeg kan ikke bruge min højre arm, den lystrer simpelthen ikke og da jeg forsigtigt løsner min sele, mærker jeg at et eller andet gør voldsomt ondt i ryggen. Jeg bliver klar over, at jeg ikke kan komme ud af bilen, uden at besvime af smerte og nægter at flytte mig. Manden i den røde t-shirt vælger så at løfte mig ud, og da jeg igen vågner, befinder jeg mig på ladet af en bil. Han fragter os til et lille landsby hospital i byen Fethiye og her ligger jeg i 3 dage, inden jeg med fly bliver fragtet hjem af Europæisk Rejseforsikring. En tur der tog 17 timer. Jeg husker noget med en masse morfin og nogle meget omsorgsfulde stewardesser, der konstant flokkedes om min båre.
Hjemvendt til DK lå jeg 2 måneder på hospitalet og mange måneder fulgte med genoptræning.
Ustabilt brud på højre arm. Stabilt bækkenbrud. Voldsomt vrid i ryggen pga. sikkerhedsselen.
Brud under venstre øje, samt kvæstede nerver i ansigtet fra glasskår.
Og så kom følelsen af taknemmelighed for alvor væltende ind over mig. Jeg døde jo ikke. Jeg er i live.
Alt hvad jeg foretog mig de efterfølgende år, blev sat i perspektiv. Lige fra mine madvaner til de mål jeg havde sat mig i livet. Og når endnu et mikroskopisk glasskår dukker frem fra det lille ar i min pande, er det som om en engel minder mig om, at jeg fortsat skal holde begge mine fødder på jorden. Minder mig om, at jeg skal værdsætte livet nu.
Husker du at værdsætte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar