Min barndoms gade var en grusvej i Holme. Vi boede i det første hus, som oprindeligt var en bysmedje. Nede i nr. 10 boede Antikvitetshandler Erling og hans kone Grethe, på en bindingsværk udflyttergård, som de to ældre mennesker holdt til punkt og prikke, både inde og ude. Ikke en tidsel at spore, på den altid nyklippede græsplæne, med de store flotte stenstatuetter Erling havde købt, en af de utallige gange han var på aktion. Jeg elskede at lege i den have og forestillede mig at statuerne var levende, når jeg sådan gik og sang for dem..
Det var mit fristed, alt forekom mig så roligt der og jeg følte mig derfor draget til stedet og de to mennesker der havde sat så meget sjæl i det, flere gange ugentligt. Så sad vi der på bænken, mens alle de lokale katte, som Grethe havde besluttet sig for at fede op, flokkedes om os. Vi spiste puddersukker madder og piratos lakridser, og Erling ville lave sin stemme om, mens han sad med hånddukken og berettede om en af H.C. Andersens utallige eventyr.
Grethe døde for over ti år siden, men da min søn var spæd, var jeg på visit på gården en eftermiddag. Ville vise Erling mit guld. Han så trist ud, og havde tabt sig – det slog mig helt umiddelbart hvilken sorg han bar rundt på, uden Grethe i sit liv. Haven og huset havde mistet noget sjæl, det var tydeligt at skue. Vi satte os på bænken, som så mange gange før, men denne dag var det umådelig trist.
Erling er også borte nu og i sidste uge hørte jeg i bilradioen, at en gård i Holme var brændt næsten helt ned. Jeg holdt ind til siden og lyttede intenst og kunne høre, ud fra beliggenheden at det var mit smukke barndoms fristed der var brændt ned. Min søn kunne fornemme, at jeg var meget påvirket af situationen og jeg gik således i gang med at berette for ham, hvad stedet og de to dejlige mennesker, havde betydet for mig. Det førte os til at bruge to timer på lokalhistoriske sider på nettet, hvor vi fandt både mit barndomshjem, by smedjen og Grethe og Erlings udflyttergård. Vi kørte senere samme aften ned for at se gården, og det var næsten et ubærligt syn. Det var ugenkendeligt ved første øjekast og jeg forsøgte næsten desperat på min rundtur med sønnike at finde små rester, af den idylliske have med alle dens små hyggekroge og specielle nøje tilrettelagte beplantning der var, dengang. Efter lidt søgen mellem skvalderkål og rester der lå spredt fra det forkullede stuehus, fandt jeg det store fuglebad med den smukke bonderose der hang ind over. Lige der, blev jeg for første gang i mit liv, stukket af en bi…
Historierne væltede op til overfladen og min søn labbede det i sig. Nu har vi besluttet at tage på lokalhistorisk arkiv og finde nogle billeder af Erling og Grethe, da min søn er helt bidt af, at få sat ansigt på de to kære sjæle, hvis eksistens har betydet så uendelig meget for hans mor.
Min søn spurgte mig, om ikke det var meget uhyggeligt og trist at se stedet brændt ned. Jeg svarede at det var meget trist, men at intet ville kunne fjerne mine billeder af, hvordan det engang havde set ud, og at jeg faktisk var glad for, at Erling og Grethe ikke er i live til at se, at deres gård nu er brændt ned, for det ville ha’ knust dem fuldstændig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar