Engang....var mine hænder stærke, men mine knæ svage.
Jeg stod i dit elskede favntag, uden at kaste mig for dine fødder.
Du tvang mig, uden at tvinge.
Du elskede mig, uden at elske med mig.
Men jeg kunne ikke give dig, hvad du troede du gav mig. Jeg kunne ikke ånde under din styrke.
Det var på tide at sige farvel, til at skiftes til at flytte rundt på magten, en svag position den ene dag, en stærk og dominant, den anden. Jeg lod dig vinde, og kom til din undsætning efterfølgende. Jeg var alligevel slået hjem på forhånd. Du ejede min sårbarhed. En tryg magtfordeling iført skyklapper og begær af en anden verden, for os begge.
Indtil..
Jeg ikke længere kunne holde trit med dine skiftende positioner.
Da jeg gik, vidste jeg, at det var sidste gang. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men skreg dit navn mens mine øjne brændte.
Mine hænder var svage, men mine knæ stærke. Jeg slap os fri.
Men jeg kunne ikke give dig, hvad du troede du gav mig. Jeg kunne ikke ånde under din styrke.
Det var på tide at sige farvel, til at skiftes til at flytte rundt på magten, en svag position den ene dag, en stærk og dominant, den anden. Jeg lod dig vinde, og kom til din undsætning efterfølgende. Jeg var alligevel slået hjem på forhånd. Du ejede min sårbarhed. En tryg magtfordeling iført skyklapper og begær af en anden verden, for os begge.
Indtil..
Jeg ikke længere kunne holde trit med dine skiftende positioner.
Da jeg gik, vidste jeg, at det var sidste gang. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men skreg dit navn mens mine øjne brændte.
Mine hænder var svage, men mine knæ stærke. Jeg slap os fri.
Det er farligt,når ulighed i magtforholdet bliver drivet. Smukt skrevet, Ditte :)
SvarSletAnne:
SvarSletJa, præcis - og uholdbart.