Mennesker man har kendt siden man brugte stofble i starten af halvfjerdserne, skal man ikke sådan uklogt undervurdere. De har en betryggende og samtidig pisse irriterende efterspurgt ambivalent ærlighed vedr. familiemæssige relationer og konstellationer. De kender, de ser, de ved, de har deres øje i et automatisk fuldendt kontekst perspektiv. De er nærmest uundværlige, ved nærmere eftertanke. Og dog, tanken har altid været der, trods det, at evnen til, at modtage den begrundede, konstruktive, saglige og kærlige kritik, var temmelig sløvt gående i mine teen år. Jeg er kommet rigtig godt efter det, synes jeg, trods en lidt anderledes start..
Ble-perspektiv: April, 1972: Ovennævnte elskelige menneske besøger min mor på fødselsgangen kort tid efter fødsel af 3 uger præmature født baby. Moderen ligger med Ditte menneskebarn i favnen og siger ; ”Ja, køn er hun jo ikke ..”
Elskelige menneske siger; ”Næh..men hvis ikke du vil ha’ hende, så vil jeg godt”. Sygeplejersken nikker anerkendende i sympati, alt imens hun - i følge legenden - forarges over min mors ord, som jo på ingen måde var ment så hårdt, som de var sagt.
Min pointe er vist bare, at man ikke behøver at være blodsforbundet, for at være forbundet.
Jeg er jo i den heldige position, at jeg har hele 4 stofble-mennesker fra halvfjerdserne, som kender mig, præcis som den jeg er, handler ud fra det, elsker mig, og støtter mig. Det er muligvis et perspektiv den kære sygeplejerske ikke havde overvejet som et muligt privilegium, for den lidet kønne præmature baby, men jeg er nu ganske taknemlig og godt tilfreds.
Det kan godt være storken bed dig lidt hårdt, da du kom til verden....men DAMN du er kommet efter det ;-)Fed blog, min grimme,ufamiliære ælling!
SvarSlet