Tilstandsrapport

Jeg befinder mig pt. i en tilstand der indebærer, at jeg konstant – på nær når jeg sover(tror jeg nok) går rundt med et fjoget smil og en let rødme lige omkring mine irske kindben.  Tilstanden nærmer sig lettere vanvid, og jeg har således præsteret at foretage en del irrationelle og demente handlinger den sidste uges tid. Tandbørsten puttede jeg i køleskabet, og fandt den senere på hylden ved siden af en pakke smør, som jeg i øvrigt også tog ud af køleskabet, på trods af, at det var remouladen jeg manglede.

Det er ikke min skyld, faktisk – det er hans. Ham den høje Ingeniør med det smukke ansigt, der lige slog fødderne væk under mig, på et halvt døgn. Jeg mindes ikke, det er set før. Ham der lige præcis har det, de andre ikke havde, det jeg manglede, det jeg har længtes efter og mere til, tror jeg. Her følte jeg mig instinktivt og intuitivt hjemme, med en forbundethed jeg aldrig så hurtigt har oplevet med en kæreste, og som jeg først nu kan sætte ord på.  Min tavshed og til tider platte kommentarer, når han i den forgangne uge har komplimenteret mig, med skarpe iagttagelser, som kun de der kender mig godt burde kunne, har han rummet og forstået. Det handler jo om mig, og min forlegenhed. Når den kommer på banen, så er jeg ramt, besejret, tom for ord. Jeg er tabt, faldet, pladask, sjask – og aldeles uden for størstedelen af omverdens rækkevidde, med mindre de selvfølgelig orker at lægge tid og øre til min midlertidige teen-adfærd, og forstår at jeg heller ikke hører en klap af, hvad de fortæller mig, omend jeg muligvis ser lyttende ud.

Jeg satser kraftigt på, at tandbørsten, remouladen og mit ellers rimelig intakte lyttegen finder deres rette hylde igen, på et tidspunkt ude i fremtiden, men indtil da nyder jeg den fantastiske fjogede tilstand.