søndag den 7. november 2010

Cyber skadestuen.


Her ydes omsorg og vejledning til de fysisk skadede og dem i nedtrykt sindstilstand.  Specielt singler(læs omsorgssvigtede) og dem med konstante småskavanker(læs hypokondere) er velkomne. Det kunne være alt fra tandpine til en indgroet negl, til et behov for at tudbrøle i en fremmed persons arme. - Eller som jeg, et bøjet ribben m.m. Det kunne også være du lå inde med et par gode medicinske husgeråd eller lignende, du synes du vil dele med alle dem der sidder i venteværelset?

Personalet er lidt ramt af nedskæringer. Den dårlige nyhed er derfor, at du må påregne lang ventetid på eventuel temperaturtagning af din psykiske tilstand.  Den gode nyhed er dog, at du her får indflydelse på andres ve og vel og mulighed for at komme af med noget af al den omsorg du måske brænder inde med. Det er således en kollektiv skadestue denne her. Find dit omsorgsgen frem og tag plads i venteværelset. Har du ikke et omsorgsgen kan du låne et midlertidigt i receptionen.  Har du taget en Coachinguddannelse over nettet, kommer du først i køen.

I fald du har svært ved at modtage omsorg, fordi du har glemt din manual hjemme – vælger du bare en plads ved siden af en anden skadet, du føler er mere kompetent end dig. Jeg opfordrer dog til, at man husker at siddepladserne fortrinsvis er til de ældre.

Oplys venligst om du på nuværende tidspunkt er under indflydelse af et morfinpræparat – vi ønsker ingen scener og desuden er politiet også ramt af nedskæringer.

Hvad kan vi hjælpe dig med?


*misery-loves-company-ikon*

lørdag den 6. november 2010

Dit sande ansigt.


Man hører det jo i flæng – mennesker man har kendt i mange år ’Der så man godt nok lige en persons sande ansigt’…men gjorde man nu også det mon?.  Jeg anfægter det fordi det jeg ikke synes det giver mening, hverken logisk eller psykologisk perspektiveret.  I de sammenhænge jeg hører udtrykket ’En persons sande ansigt’ blive brugt, handler det snarere om en ’persons sande tilstand’. Sådan forstået, at en person man har kendt i en del år og derfor kender relativt godt, jo godt kan komme ud i en margen rent følelsesmæssigt, som er ukendt og måske derfor reaktionær i sit udtryk og - nyt for tilskueren.  

Betyder det at man ser en ’persons sande ansigt’ så, at det man hidtil har set bare var overflade -  eller ligefrem personens usande ansigt?

Det kunne muligvis stilles sådan op, at en persons sande ansigt, er en persons sum af værdier?

Udtrykket lugter lidt af fordømmelse og er i stand til måske at polarisere mennesker – da det sandsynligvis også skaber afstand mellem disse. Det fremstår således negativt og endegyldigt – og det er der min logiske sans ikke kan følge med.

Vi spejler os i hinanden som mennesker – det er uundgåeligt.  Bruges udtrykket så, fordi vi kender sindstilstanden fra os selv og bare kalder det ’En persons sande ansigt’ i stedet for at kalde det ’En persons sande tilstand’...altså at gå fra en stationær, fast fordom, til et mere bevægeligt og dynamisk udtryk?

onsdag den 3. november 2010

Det fælles tredje.

  Som aftalt mødtes jeg med 2 veninder på P- Pladsen ved stranden forleden dag.
  Vi aftalte at mødes ved Is kiosken for at tanke vand og sager.
 


Der står jeg så med 2 bøjede ribben og ømmer mig lidt, stiller min strandtaske på jorden  
og kigger op.

Den ene veninde kommer gående med en krykke, den anden kommer humpende

med forbinding om foden..

Jeg knækkede fuldstændig sammen af grin, alt imens jeg ømmede mig. Det gør nas 

at grine og hoste skal jeg hilse og sige!

Samlet i den komiske treenighed kom alle spørgsmålene: ”Hvad har DU lavet”??

Svarene er som følger:

Den ene havde spillet rundbold og fået en fiber sprængning i låret..
Den anden havde været på den sædvanlige løbetur og vredet om 

på foden..Jeg havde spillet frisbee og tog et styrt ned i græsset..

Kvinder sidst i 30érne skal måske overveje ikke at dyrke sport…

Jeg frygter lidt den kommende Skanderborg Festival med disse 

veninder og overvejer allerede nu, at forudbestille ambulancen..

onsdag den 20. oktober 2010

Nynne adfærd.

Tænk at man kan starte en latterlig kædereaktion af sære handlinger, der bevidner om midlertidig kemisk koks i låget på ganske få minutter.

Der stod jeg så, i færd med at ælte dej til Grahams boller, da en sms på mobilen tikker ind. Da lækkerhapsen pt. Befinder sig på Thule Air base, og en storm har umuliggjort brugen af nutidens elektroniske midler, de sidste 2 dage, er lyden af den mobil telefon jeg før hen havde så mange formanende meninger om, når veninderne taler i telefon midt i en middag, på Café osv…pludselig en lyd, der sender mig helt ud af kontekst.

Stående ved køkkenbordet, med dej på begge hænder, drejer jeg mig panisk rundt for at orientere mig..hvor har jeg nu lagt mobilen henne? Og var det en sms eller et opkald mon?...min ene hånd får strejfet posen med 2 kilo mel, der vælter ned over det askebæger, der står under emhætten og ’de to’ beslutter sig for at styrte på gulvet og blande sig sammen i en stor samhørighed..

Herefter spunser jeg hen mod stuen for at lokalisere den elektroniske afhængighedsdims, jo jo – jeg kan se den der i vindueskarmen – den er indenfor min rækkevidde nu!

I mangel på jordforbindelse og midlertidig vanvid, ænser jeg ikke det Starwars Legofly der synes at være placeret nøje på gulvet foran mig……………………! Jeg snubler, og når lige akkurat at kaste mig over i sofaen for at afbøde mit fald en smule, og griber mobilen som var det en kamp om liv og død…

Kors i hytten – godt ingen så det stunt.

Tanker fra Nynnes midlertidige dagbog.

Tikkende bombe og Trold i æske.


Som en Trold i en æske stikker han sit vrede ansigt frem på overraskende tidspunkter.

Som den tikkende bombe han er, rastløs, mistroisk og med indestængt vrede – ser han konspirationer alle vegne. Han føler sig forfulgt.

Hans altoverskyggende stolthed tillader ham ikke at vise sårbarhed – det er for farligt, for ukendt et land.

Jeg elskede ham engang.

Dengang bomben endnu ikke var synlig for det trænede øje – og latteren og kærligheden stadig havde magt.
For jeg forstod. – Jeg forstod årsagerne til hans store behov for at være i centrum, for at fylde, for at blive bekræftet.

Og jeg tillod. Forsøgte at løfte hans åsyn udover den blinde plet i hans sind, at åbne hans sluser – og bad til at lunten ville gå ud af sig selv. I kærlighedens navn.

Eksplosionerne var uundgåelige. Dynamitten var for kompakt og en integreret del af ham. Trolden stak igen og igen sit tragiske, frustrerede ansigt frem og efterlod en gold slipstrøm i sit kølvand..

Når Trolden ikke har behov for at komme farende ud fra dens skjul, vil du opleve verden helt på ny.

Når den tikkende bombe ikke længere er toldfri – og slipper sit tag i dig, vil jeg glædes på dine vegne.


Dødsstraf.

Jeg er ikke tilhænger af dødsstraf, men faldt forleden dag over noget, der gav mig anledning til at filosofere over, hvordan man bedst slår mennesker ihjel, på en human måde.
Forestil dig, at du er dødsdømt, men selv kan få lov til at vælge, hvordan henrettelsen skal foregå. Hvordan vil så helst dræbes? Her er nogle muligheder (fra Amnestys' hjemmeside):

1. Skydning bliver brugt mange steder i verden. Det sker f.eks. ved henrettelsespeloton, hvor den dømte står op af en væg og bliver skudt af flere personer. I Kina bliver henrettelser i stedet udført med et enkelt nakkeskud. Det hænder at fangen overlever det første skud.

2. Hængning bliver også brugt mange steder i verden, som f.eks. i Iran og Japan. De fleste personer dør ikke af kvælning, men når nakken knækker.

3. Giftindsprøjtning er den dominerende metode i USA og bruges også i Kina. Den har desuden været brugt i Filippinerne, Guatemala og Thailand. Se for eksempel:
http://avisen.dk/amerikanske-doedsfanger-kvaeles-langsomt-0405

4. Den elektriske stol bliver under tiden brugt i Nebraska, USA. Når de indre organer bliver brændt indtræffer døden som hjertestop eller lammelser af åndedrættet. Der er rapporter om flere tilfælde, hvor det tog flere minutter før fangen døde - en gang op til 17 minutters ulidelig smerte.

5. Gaskammer har været brugt i USA. Metoden er i dag ikke særlig udbredt, men bruges nogle gange af Arizona og Californien, hvis fangen selv vælger det. I februar 1999 blev den seneste fange henrettet i gaskammer.

6. Halshugning bruges i nogle arabiske lande, som f.eks. Saudi Arabien. I teorien dræbes fangen med et hug, men i praksis må bødlen nogle gange bruge mere end et hug før fangen dræbes.

7. Stening forekommer i enkelte muslimske lande, hvor retssystemet bygger på en streng fortolkning af Sharia, som f.eks. Iran og Nigeria. Der er forskrifter for, hvor store stenene må være for at sikre personen ikke dræbes af en enkelt sten. Derimod må stenene heller ikke være så små, at de ikke skader personen.

Hvor morbidt det end måtte lyde - hvordan vil du helst dø?

Netværk og behov.

I arbejdet med udsatte børn og unge er en del af succeskriteriet, at der ydes støtte til, at få opbygget et godt og robust socialt netværk. Det vurderes, at et godt netværk af sociale relationer, er af afgørende betydning for vores dannelse, trivsel og færd gennem livet. Ja, det påstås faktisk, at vi er vore relationer.

Men hvorfor – og hvad betyder et godt socialt netværk for dig?

Alle har vi brug for, som menneske at være en del af en social sammenhæng, at blive set, hørt, være noget for andre – i det hele taget interagere. Nogle har brug for mange relationer, andre få tætte relationer. Men hvad ’gør det ved os’ egentlig..

Er det trygheden i at vide, at vi har mennesker vi kan ty til ’hvis lokummet brænder’?
Er der prestige i et stort netværk eksempelvis? Betyder det hierarkiske noget i den forbindelse?

Jeg har erkendt nødvendigheden af, at måtte ’tynde’ ud i mit netværk periodevis i mit liv, ikke bare fastholde en relation for relationens skyld, men at ’mærke efter’…hvad giver vi hinanden og er det gensidig brugbart..

torsdag den 30. september 2010

At blive færdig med et menneske.

Inspireret af flere spændende samtaler, har jeg reflekteret over hvad det egentlig vil sige at blive færdig med et menneske.
 
Jeg tænker, at det kan og bør tage tid, at være i den proces, som nødvendigvis må følge i kølvandet af et brud. Det kræver også mod og selvdisciplin at tillade sig selv at være i processen, frem for at hoppe ud i et nyt forhold med det samme det forrige er afsluttet.
Selvom begge parter hviler i det valg der er taget – forholdet til det menneske man var tæt med i årevis er afsluttet,  har begge vel hinanden i deres system i en eller kvantum tid?
Selvom man er forbi de store kærlige følelser for den anden, de fælles værdier og visioner osv..

Man bliver jo unægtelig flettet sammen på mange planer i et længerevarende forhold og den enkelte må nødvendigvis ha’ flettet sig selv ud igen, eller?
Jeg tænker at den proces må være essentiel hvis ikke, man vil overhales indenom af den senere, i det næste forhold man begiver sig ud i..

For det at blive færdig med et andet menneske, er jo en nødvendighed for at kunne åbne sit hjerte overfor et nyt menneske og blive flettet sammen og give og modtage kærlighed på ny.

Når jeg kigger rundt på mit netværk, får jeg øje på et generelt mønster af mænd (måske kan det ikke generaliseres, men det er faktisk hvad jeg ser) - der efter et brud, ganske hurtigt finder en ny partner.

 
Er det mon fordi mænd har sværere ved at være i den proces jeg omtaler?
Eller er mænd hurtigere end kvinder mentalt, til at blive færdig med et andet menneske?

mandag den 9. august 2010

Musik & et smukt bøgetræ.

Der ligger en meget smuk skov, ved Skanderborg. Dyrehaven, hedder den..

Jeg besøgte den for nogle år tilbage, i oktober måned. Intet hegn, ingen boder og barer. Ingen lanterner i træerne, ingen scener, ingen musik og ingen mennesker. Smuk var den, men den blev smukkere...

Fredag aften kl.23.00 lå jeg på nogle sækkepuder, sammen med en kær veninde, op af et gammelt bøgetræ, på Skanderborg Festival. Området med sækkepuder var placeret nøje, således at der befandt sig en lysning, lige netop der, når man lå på ryggen og kiggede op mellem trætoppene på stjernerne..

Alt imens man kunne høre musikken fra en scene tæt ved, folk der morede sig med en spontan Limbo konkurrence med et kosteskaft en eller anden tilfældigt havde fundet…Åh..jeg kunne havde ligget der i evigheder… Den livsglade, smittende stemning der befandt sig overalt - og hele tiden i mit nærhed. Det var simpelthen unikt!

Vi samlede energi, lige dér på dette smukke sted, efter en hektisk torsdag, der stod i Øllets tegn, i et alt for hurtigt tempo..Argh!


Tror egentlig først det er nu, efter så mange år som gæst, på Skanderborg festival, at jeg forstår hvorfor det kaldes en SMUK fest…

Denne her festival gik lige i mit hjerte..Grin og latter der nåede `jeg har ondt i maven af at grine, stadiet`, gensyn med mennesker jeg holder af, musikoplevelser af den hjertebankende slags…

Jeg forlanger ikke mere – forventede  mindre.

Tak til den smukke skov og mit bøgetræ. Vi ses helt sikkert til næste år!

lørdag den 31. juli 2010

Tanker & Toldfrihed.


Ud fra en buddhistisk betragtning er alt hvad vi er som mennesker, et resultat af det vi har tænkt.

Det sætter jo forestillingen om at tanker er toldfrie en anelse på spidsen, og måske kunne den tilgang til livet ligefrem højne vores etik og moral?

At det ikke kun er vores handlinger og ytringer overfor andre mennesker der får en konsekvens for os, men også vores tanker. De fordømmende tanker, de negative tanker, de ubarmhjertige tanker, de hævngerrige tanker osv..

Måske kan engle flyve, fordi de tager livet så let?

tirsdag den 6. juli 2010

Brok, arrogance & rejecocktails.

Nyligt hjemvendt fra ferie i selskab med mange mennesker på hotellet, på restauranter, ved stranden osv, har jeg reflekteret over hvad der driver mennesker der konstant brokker sig over diverse små problemstillinger.

Jeg mener, gu´er det da irriterende at vente på sin mad når man er sulten, eller at stå i kø efter vand i 40 grader, men  jeg mangler lidt kalkulation for, hvad chancen er, for at dø af sult og tørst i et overflødigheds horn af All Inclusive konceptet??

Jeg sad flere gange i løbet af ferien og krummede tæer, over mennesker der højlydt og arrogant brokkede sig til en stakkels hårdt arbejdende tjener på 23 år, der dag efter dag fastholdt det pæne smil, fordi hun sikkert har lært at kunden altid har ret… Sikken en gang pladder – de skulle have haft en rejecocktail lige i skødet og et spark derhen hvor solen ikke skinner..!

Er det varmen der gør nogle mennesker utålmodige og kortluntede?

Giver det et ”kick” at komme af med noget brok til en fremmed, fordi det er distanceret og relativt ufarligt?

søndag den 4. juli 2010

Alarmklokker.

Alarmklokker, hvornår de ringer, hvor højt de ringer og hvordan vi forvalter dem, er en ganske individuel sag, og afhænger meget af hvor vi befinder os i vores liv.
 
Forelskelsens kemiske proces tillader for de flestes vedkommende, ikke vores hjerner at reagere på evt. alarmklokker i forhold til en partner eksempelvis. Vi er i forelskelsens rus, i stand til at ignorere ytringer eller handlinger fra vores partners side, som set udefra, i et objektivt perspektiv, er soleklart for alle andre…

Jeg havde engang en kæreste, som brugte meget energi på, at fortælle i negative og vrede fraser om hans X kæreste, venner, naboer etc.

Det faldt mig ikke ind, at det højst sandsynligt ville være den samme måde jeg ville blive omtalt på når/hvis vores forhold skulle slutte. Det faldt mig heller ikke ind, at han måske ikke var følelsesmæssigt afklaret i forhold til sin X kæreste, eller at hans vrede måske gik tilbage til hans barndom osv.

Forblændet fortsatte jeg mit eventyr, som så mange andre, og først da forelskelsens rus stille aftog, kunne jeg forholde mig, til mine rationelle betragtninger og konfrontere hovedpersonen.

Forholdet var, bestemt et spændende eventyr fyldt med gode oplevelser, humor og samhørighed på mange planer. Jeg ville på ingen måde, have undværet den del af mit liv, men det var de selvsamme alarmklokker jeg negligerede i starten af forholdet, der bimlede højt og tydeligt, da det sluttede.

Paradoksalt, tankevækkende og lærerigt.