Dit sande ansigt.

Man hører det jo i flæng – mennesker man har kendt i mange år ’Der så man godt nok lige en persons sande ansigt’…men gjorde man nu også det mon?.  Jeg anfægter det fordi det jeg ikke synes det giver mening, hverken logisk eller psykologisk perspektiveret.  I de sammenhænge jeg hører udtrykket ’En persons sande ansigt’ blive brugt, handler det snarere om en ’persons sande tilstand’. Sådan forstået, at en person man har kendt i en del år og derfor kender relativt godt, jo godt kan komme ud i en margen rent følelsesmæssigt, som er ukendt og måske derfor reaktionær i sit udtryk og - nyt for tilskueren.  

Betyder det at man ser en ’persons sande ansigt’ så, at det man hidtil har set bare var overflade -  eller ligefrem personens usande ansigt?

Det kunne muligvis stilles sådan op, at en persons sande ansigt, er en persons sum af værdier?

Udtrykket lugter lidt af fordømmelse og er i stand til måske at polarisere mennesker – da det sandsynligvis også skaber afstand mellem disse. Det fremstår således negativt og endegyldigt – og det er der min logiske sans ikke kan følge med.

Vi spejler os i hinanden som mennesker – det er uundgåeligt.  Bruges udtrykket så, fordi vi kender sindstilstanden fra os selv og bare kalder det ’En persons sande ansigt’ i stedet for at kalde det ’En persons sande tilstand’...altså at gå fra en stationær, fast fordom, til et mere bevægeligt og dynamisk udtryk?