onsdag den 20. oktober 2010

Tikkende bombe og Trold i æske.


Som en Trold i en æske stikker han sit vrede ansigt frem på overraskende tidspunkter.

Som den tikkende bombe han er, rastløs, mistroisk og med indestængt vrede – ser han konspirationer alle vegne. Han føler sig forfulgt.

Hans altoverskyggende stolthed tillader ham ikke at vise sårbarhed – det er for farligt, for ukendt et land.

Jeg elskede ham engang.

Dengang bomben endnu ikke var synlig for det trænede øje – og latteren og kærligheden stadig havde magt.
For jeg forstod. – Jeg forstod årsagerne til hans store behov for at være i centrum, for at fylde, for at blive bekræftet.

Og jeg tillod. Forsøgte at løfte hans åsyn udover den blinde plet i hans sind, at åbne hans sluser – og bad til at lunten ville gå ud af sig selv. I kærlighedens navn.

Eksplosionerne var uundgåelige. Dynamitten var for kompakt og en integreret del af ham. Trolden stak igen og igen sit tragiske, frustrerede ansigt frem og efterlod en gold slipstrøm i sit kølvand..

Når Trolden ikke har behov for at komme farende ud fra dens skjul, vil du opleve verden helt på ny.

Når den tikkende bombe ikke længere er toldfri – og slipper sit tag i dig, vil jeg glædes på dine vegne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar