Alarmklokker.

Alarmklokker, hvornår de ringer, hvor højt de ringer og hvordan vi forvalter dem, er en ganske individuel sag, og afhænger meget af hvor vi befinder os i vores liv.
 
Forelskelsens kemiske proces tillader for de flestes vedkommende, ikke vores hjerner at reagere på evt. alarmklokker i forhold til en partner eksempelvis. Vi er i forelskelsens rus, i stand til at ignorere ytringer eller handlinger fra vores partners side, som set udefra, i et objektivt perspektiv, er soleklart for alle andre…

Jeg havde engang en kæreste, som brugte meget energi på, at fortælle i negative og vrede fraser om hans X kæreste, venner, naboer etc.

Det faldt mig ikke ind, at det højst sandsynligt ville være den samme måde jeg ville blive omtalt på når/hvis vores forhold skulle slutte. Det faldt mig heller ikke ind, at han måske ikke var følelsesmæssigt afklaret i forhold til sin X kæreste, eller at hans vrede måske gik tilbage til hans barndom osv.

Forblændet fortsatte jeg mit eventyr, som så mange andre, og først da forelskelsens rus stille aftog, kunne jeg forholde mig, til mine rationelle betragtninger og konfrontere hovedpersonen.

Forholdet var, bestemt et spændende eventyr fyldt med gode oplevelser, humor og samhørighed på mange planer. Jeg ville på ingen måde, have undværet den del af mit liv, men det var de selvsamme alarmklokker jeg negligerede i starten af forholdet, der bimlede højt og tydeligt, da det sluttede.

Paradoksalt, tankevækkende og lærerigt.