Det forekommer umiddelbart meningsløst, universelt uretfærdigt, når et ungt menneske pludselig dør og efterlader to døtre uden en biologisk far resten af deres jordiske liv. Sådan tænkte jeg, i al fald, da den chokerende og triste nyhed om en barndomsvens tragiske død i søndags, nåede mig. Det bizarre er, at jeg så ham i fredags til Aarhus festuge, han så glad ud, med en pige under armen, uvidende om, hvad der ville hænde knap to døgn senere.
Men hvad nu hvis der findes en master plan, en højere mening, hvad nu hvis, det ligefrem lå i de karmiske kort. Giver det så mening? – eller trøst?
Sandsynligvis ikke, for hverken hans døtre eller resten af hans aller tætteste, det er jo dem så skal bære den øjensynlige smerte fremover.
Jeg tager afsked med ham på lørdag, som alle andre der deltager i hans begravelse, det er selvklart de efterladtes behov. Måske endda en slags trøst. Men mon ikke hans sjæl er fløjet videre allerede.
Det tror jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar