Ja, man tror det er løgn, eller også gør man ikke..
I hvert fald har jeg de sidste dage haft sære og latter fremkaldende oplevelser vedrørende nationalitetsforvirring.
Forviklingerne startede hos min sønderjyske svigerforældre, som jeg skulle møde for første gang. Moderen er tysk, faderen er dansk. Vi talte om dette og hint under en tre retters menu, og de gensidige indtryk var umiddelbart positive. Svigerfar og jeg rundede ganske kort mine irske aner i form af en irsk far, alt imens svigermor rørte ivrigt i sovsen i køkkenet.
Kæresten havde pippet lidt på forhånd, om hans fars til tider mishags ytringer vedr. indvandrer politiken, eller mangel på samme, og da han et par dage senere taler med sine forældre om besøget forleden, siger hans far at han havde undertrykt nogle af hans sædvanlige mishags ytringer, når nu jeg var fra Iran..Blot ville de begge gerne spørge, om det var under Shaen styret at min mor og far fandt sammen, og hvordan mon min far så var flygtet ud af landet?
Øh hva’?
Kæresten var nu efterladt i en tilstand af grin, blandet sammen med målløshed over, hvordan de kunne tro at jeg var Iraner.
Irer, Iraner, Irer, Iraner..hmm.
Om de synes jeg ligner en Iraner, står stadig uklart.
Om faderen nu godt tør åbne op for mishagsytrings-posen er også uvist.
Om jeg omkommer af grin næste gang jeg møder dem, tør jeg slet ikke svare på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar