Nørrebro, Puls & Paradoks

Indtil i mandags, troede jeg at jeg stadig havde fingeren på den multikulturelle puls, efter nogle år i orkanens øje, hvad 2. og 3. generations indvandrere angår. Trods det, at jeg ikke længere bevæger mig i den verden, i socialpædagogisk praksis – er jeg åbenbart så tilpas arbejdsskadet og kæphest forstyrret, at jeg stadig tvangshandlingspræget følger med, både fagpolitisk og i mit faglige netværk.  Men jeg har jeg ikke fingeren på den der puls længere. I hvert fald ikke i forhold til den københavnske skala – specifikt og ganske valg relevant, ville DF nok mene - bydelen Nørrebro.

Efter tre dages undervisning i dansk og engelsk, til motiverede udenlandske Trainees, der har sparet sammen og valgt at tage til Danmark for at tage en solid uddannelse, der kan bibringe deres liv mere livskvalitet, personligt, økonomisk og fagligt, når de om knap to år drager tilbage til deres respektive hjemlande med bonus i havn – er jeg efterladt i paradoksernes limbo.  Er det selv samme motivation der gør, at jeg påstår disse mennesker er hurtigere til at integrere sig?

Der er dælme puls i København, der er puls på Nørrebro. Jeg er helt forpustet i refleksion, på flere planer, og blev meget bevidst om, præcis hvor meget jyde jeg er, min opdragelse, mine værdier, min moral og min etik, og den blev konstant udfordret.

Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.  For deri består paradokset.  Der er langt imellem Nørrebro og Frederiksberg, ikke i minutter, men i socialt skel – alt for langt i min optik. Men jeg forstår, når jeg kigger ud fra 5 sal i Københavns Kulturcenter og 3 dage i træk observerer, at der systematisk flyttes rundt på biler, der holder parkeret, på nær en enkelt varevogn, der hver morgen kl.8.00 på forunderlig magisk vis, er kørt op i popoen af en ny ’parkeret’ bil.  Jeg forstår, når jeg bevæger mig på Nørrebro og støder på et par unge muslimske mænd, der med en mikrofon med firser mono lyd, udnytter deres demokratiske ret, og opfordrer til, at enhver undlader at stemme til dagens folketingsvalg. Et paradoksalt antidemokratisk dilemma, bagsiden af ytringsfrihedens blankpolerede medalje.

Det udfordrer min moral og etik. Min eksistens udfordrer sandsynligvis muslimen med mikrofonen. Hvordan får vi mon fat på den samme puls?

Og oplever den lokale grønthandler på Nørrebro mon det samme paradoks?

Fortsættelse følger..