Ordløst møde med fortiden.

I går mødte jeg en person jeg har delt mange år af mit liv med. Af grunde jeg ikke ønsker at udbasunere her, er vi ikke på talefod. Og det pudsige er, at vi i dette tilfældige møde slet ikke behøvede ord - eller, jeg gjorde i hvert fald ikke.

Kropssproget, hans gang, hans udtryk og det hans øjne fortalte var rigeligt til at se og mærke hvordan han havde det.

Han udstrålede noget indebrændt, dog havde den værste vrede lagt sig, for stolt til at sige undskyld, for bange for en afvisning til at tage initiativ til en dialog med mig, gik han rundt, som en løve i bur.

Jeg har for længst tilgivet ham. Ejer hverken vrede eller had, men min dør er hermetisk lukket. Og det fik jeg signaleret - helt uden ord.

Det var faktisk på mange måder et fint møde, helt uden de ord der måske havde forpurret det, mit kropssprog viste ham, nemlig ligegyldighed. For det var ligegyldigt og ikke så vigtigt længere, at sætte ord på 'face to face'.

Sådan et ordløst 'closure' kan faktisk godt være berigende.