Hysteri, Historik & Haleluja

Man kan altid plante en tanke - ihvertfald hos mig. Hvis man er en smule persistent oveni købet, er det næsten en sikker vinder. Hjemvendt fra påskeferie, med denne her fantastiske veninde - der som jeg, har sine meningers mod, og med en sangstemme man bare må lytte til - tænker jeg stadig. For uenige var vi jo. Jeg har smug 'youtubet', og gennemgået hver eneste sætning, i dens oversættelse fra engelsk til dansk. Haleluja.

Min irske baggrunds historik, spillede mig et puds - jeg har været vidne til så mange pinlige oversættelser i mit liv, at jeg ikke længere kan se perfektionen, selvom den banker mig oveni knolden.

Og hvor jeg dog elsker den slags uenighed, debat - den ægte vare. Mand til mand, argumentation, passion, saglighed, intuition, taktisk kommunikation. Ingen Cyber svinkeærinder, ingen du kan sætte på filter, blokere, svine til, fordi debatten ikke går 'dit ærende'. Haleluja.

Jeg har fornyeligt, genoptaget min deltagelse, på diverse debatter, og jeg er ikke begejstret. Magen til hysteri, og hyklerisk adfærd, skal man åbenbart ikke lede længe efter. Jeg undrer mig, alt imens jeg virkelig forsøger at lade en meddebatør plante en rationel tanke hos mig. Bevares, den personlige historik er muligvis stærkt undervurderet, men når man åbner for en debat med eksempelvis stærke subtile, racistiske undertoner, kan det vel ikke være den store overraskelse, at det vælter ind med sure opstød, fra en eksempelvis udskældt muslimsk befolkning.

Provokation alene, uden etisk omtanke, og fordi du sidder trygt bag din skærm, er bare så utjekket og fattigt - og helt gennemskueligt, at du aldrig ville vælge det udgangspunkt du tager i Cyber, hvis du sad til bords med de mennesker du forsøger at ramme. Haleluja.

Jeg bøjer mig i støvet, for min veninde, der gjorde mig opmærksom, for denne fine danske udgave af  Haleluja - og for de mennesker der formår, til stadighed, at bevare en rygsæk fyldt med etik og moral, inden de skriver, i Cyber.

Ugens Påskeæg

Mit 11 årige yngel har netop fundet ugens påskeæg, på trods af, at han ikke længere tror på påskeharen.
Rigtig god påske til alle jer fra alle os.

Barsel, Forår & Glad i låget

Hvor bliver man glad i låget af at stå op, og få det lækre forårsvejr lige i fjæset, og humøret steg endnu en grad, da jeg talte med et par søde betjente på Aarhus politigård der forsikrede mig om, at jeg altså ikke havde overtrådt nogen lov. Dejligt at vi lever i et retssystem, der tager højde for, at der altid er to sider af samme sag. Som en anden sød betjent engang for mange år siden sagde; 'Nogle ting bliver arkiveret under nissepis'. Underforstået, der skal ligesom være substans i pisset, undskyld mit franske.

Man bliver også glad i låget af at gå til fysioterapi, når man er med yngel og har ondt i det halvgamle korpus. Jeg overvejede bestikkelse til den søde Fys Dame, så behandlingen kunne vare liiidt længere, men så tænkte jeg på den søde betjent, og DET ville jo i den grad være at overtræde loven, så jeg opgav tanken.

Nu vil jeg nyde min barsel, mit lækre drengeyngel, min dejlige kæreste og forhåbentlig - alletiders solrige sommer.

Fyrre, Fed & Flæbende feminin

Én dag over tiden, blev vi enige om at anskaffe en tissedims prøve, da den snart fyrre årige havde en lille anelse om at noget ikke var helt som det plejede. Omvendt, tænkte jeg flere dage forinden, at det sandsynligvis var arbejdstress med diverse deadlines og lange arbejdsdage i KBH, der muligvis havde sat den månedlige sag ud af balance. Det var derfor lidt en form sag, en afkræftelse at mistanken, at jeg gik i færd med at finde tissedims prøven frem. Ham den høje Ingeniør satte sig i sofaen, og gik i gang med at læse indlægssedlen, for den slags skal jo gøres til punkt og prikke, ordentligt. Den snart fyrre årige vendte tilbage fra badeværelset, med tissedimsen i hånden, som allerede efter 30 sekunder blinkede med to fede lyserøde streger.

Med en puls et stykke over det normale, sagde jeg: ’Hvad er det egentlig du forsøger at læse dig til skat...

’Jamen altså, forsøger bare at sætte mig ind hvordan det her virker…’

Jeg besluttede mig hurtigt for, at trække det lidt i langdrag, så Ingeniøren ikke gik i akut chok tilstand. Han læste lidt videre, hvorefter jeg sagde. ’Det er vist noget med to streger hvis man er gravid?’

’Ja, må jeg se testen?’

’Jamen øh – jamen, der er jo to streger, betyder det så at du er gravid?’

’Ja, det betyder det, Hr. Ingeniør’

Der stod vi så, med vandpytter i øjnene og drejede rundt om os selv et par gange, forsøgte at begribe, men forgæves. Tissedims prøven blev vendt og drejet nogle gange, som forventede vi at en lille alf ville hoppe ud af den og sige’ Hæ, hæ – Aprilsnar’. Det var ubegribeligt, at det vi havde troet ville tage et år eller mere, var sket ved første forsøg.

Og således træder jeg hormonelt ind i fyrrerne, fed og flæbende feminin, halvvejs i graviditeten og allerede utålmodigt ventende, på den lille pige bebs der flere gange dagligt, gør opmærksom på sin eksistens.

Skeletter i skabet, spøgelser & Nytårs ønsker

Vi har dem alle, skeletterne. Hvad vi gør med dem, er en helt anden og individuel sag. Vi kan vælge at tage et par knogler frem og kigge på, i ny og næ – vende og dreje dem, indtil de ikke længere har magt og indflydelse og herefter ender som et minde, af den gode og lærerige slags.

Knoglerne holder som bekendt ikke op med at rasle i skabet, fordi du bevidst forsøger at mane dem til ro. De fortsætter, indtil de får din opmærksomhed.

Er det ikke fantastisk?

Her får du nemlig en enestående mulighed for at udvikle dig, og frigive en masse energi til rent faktisk at leve livet, ærligt, tro mod dig selv, med rene linjer, uden et spøgelse rendende i din skygge, i dine fremtidige relationer.

Jeg bryder mig umiddelbart ikke om tanken om, at jeg ved, at jeg er skelet i en andens skab, da det ikke korresponderer med mit omsorgsgens intentioner, at et andet menneske er fyldt af negativ energi, og noget uafklaret vrede i forhold til mig. Jeg kan godt rumme de reaktioner det giver, i form af eksempelvis tilsvininger og dramatiske rekommenderede breve, selvom de ikke fremstår rationelle og gennemtænkte.  Tværtimod, er de gennemsyret af en usund psyke og et usundt forhold, der vidner om at magt og jalousi, og alt for mange skeletter i skabet, er omdrejningspunktet. Men det ansvar er jo ikke mit, det er ikke mit skab, ikke mine skeletter - og derfor slet ikke mit ansvar at ændre på den adfærd.

Jeg fungerer pr. instinkt sådan, at jeg har for vane at kigge på, og vende og dreje mine skeletter, indtil de pulveriserer. Det kan tage lang tid, det gør ondt og det svier, men det er lettelsen værd, og kan varmt anbefales.

Derfor, er det mit lidt forsinkede nytårs ønske for dig, at få kigget på om der skulle være nogle knogler tilbage i skabet, der kræver din opmærksomhed, så du kan gå ind i det nye år, med oprigtig glæde over den sti du befinder dig på.

Rigtig Godt Nytår!

Gyldne spørgsmål, Lykke & ”Dikke-Dikke-Dik”

Jeg kan godt huske dengang midt i firserne, hvor et klogt bekendtskab fortalte mig om en mand, der havde 6 børn med 6 forskellige kvinder. Hver gang han mødte en ny kvinde, måtte han simpelthen reproducere sig selv. Den omtalte mand satte ikke en ære i, at sikre sig, at han nu også levede op til sit omsorgs ansvar for de mange børn, han satte derimod en ære i, at se et produkt af sig selv, igen og igen. Mit kloge bekendtskab kaldte ham en stor egoist.

Et par uger senere så jeg en kæmpe stor plakat hvorpå der stod: ”Lykken er Å producere”, og tænkte straks på, om manden med de mange børn, måske netop havde ordlyden på plakaten som et mantra. Plain and simple – Lykken er bare, at producere?

Tænker i denne tid vigtige, presserende og relevante tanker, og stiller mig selv et par gyldne spørgsmål ’Orker du virkelig at starte om igen, med bleer, afbrudt nattesøvn, stereoamning og dikke-dikke-dik?  ’Orker du igen at føle dig motorisk handicappet og bevæge dig rundt som en strandet hval, i sidste trimester af graviditeten?

Faktisk har jeg sjældent følt mig så lykkelig, som mit første år som mor. Jeg nød den til tider altopslugende symbiotiske tilstand og nærmest smagte på oplevelserne, i min hunger efter mere. Så fantastisk en oplevelse var det. Kan den succes mon gentages?

Det tror min 46 årige kæreste godt den kan – og da det biologiske ur jo som bekendt ikke står stille, mens vi sejler ud i verden, bygger hus, smelter hen i hinandens øjne og hvad vi ellers har af projekter – falder emnet jævnligt på ’Lyden af babyfødder’.   

Nå, men altså uanset hvilke bekymringer nogle af refleksionerne end måtte bære på, så handler det jo om at tage et valg - ikke et halvkvædet og halvhjertet valg – dertil er livet, og et liv, mig for dyrebart.

Vælger man det at få et barn fra, forbliver det jo en del af det ulevede liv, og måske er det netop der, det mest funklende spørgsmål ligger. Kan man leve med det?

Nørrebro, Puls & Paradoks

Indtil i mandags, troede jeg at jeg stadig havde fingeren på den multikulturelle puls, efter nogle år i orkanens øje, hvad 2. og 3. generations indvandrere angår. Trods det, at jeg ikke længere bevæger mig i den verden, i socialpædagogisk praksis – er jeg åbenbart så tilpas arbejdsskadet og kæphest forstyrret, at jeg stadig tvangshandlingspræget følger med, både fagpolitisk og i mit faglige netværk.  Men jeg har jeg ikke fingeren på den der puls længere. I hvert fald ikke i forhold til den københavnske skala – specifikt og ganske valg relevant, ville DF nok mene - bydelen Nørrebro.

Efter tre dages undervisning i dansk og engelsk, til motiverede udenlandske Trainees, der har sparet sammen og valgt at tage til Danmark for at tage en solid uddannelse, der kan bibringe deres liv mere livskvalitet, personligt, økonomisk og fagligt, når de om knap to år drager tilbage til deres respektive hjemlande med bonus i havn – er jeg efterladt i paradoksernes limbo.  Er det selv samme motivation der gør, at jeg påstår disse mennesker er hurtigere til at integrere sig?

Der er dælme puls i København, der er puls på Nørrebro. Jeg er helt forpustet i refleksion, på flere planer, og blev meget bevidst om, præcis hvor meget jyde jeg er, min opdragelse, mine værdier, min moral og min etik, og den blev konstant udfordret.

Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.  For deri består paradokset.  Der er langt imellem Nørrebro og Frederiksberg, ikke i minutter, men i socialt skel – alt for langt i min optik. Men jeg forstår, når jeg kigger ud fra 5 sal i Københavns Kulturcenter og 3 dage i træk observerer, at der systematisk flyttes rundt på biler, der holder parkeret, på nær en enkelt varevogn, der hver morgen kl.8.00 på forunderlig magisk vis, er kørt op i popoen af en ny ’parkeret’ bil.  Jeg forstår, når jeg bevæger mig på Nørrebro og støder på et par unge muslimske mænd, der med en mikrofon med firser mono lyd, udnytter deres demokratiske ret, og opfordrer til, at enhver undlader at stemme til dagens folketingsvalg. Et paradoksalt antidemokratisk dilemma, bagsiden af ytringsfrihedens blankpolerede medalje.

Det udfordrer min moral og etik. Min eksistens udfordrer sandsynligvis muslimen med mikrofonen. Hvordan får vi mon fat på den samme puls?

Og oplever den lokale grønthandler på Nørrebro mon det samme paradoks?

Fortsættelse følger..