G-punkt & Travlhed

Ifølge en britisk undersøgelse, har kvinder ikke et G-Punkt, da halvdelen af de adspurgte deltagere svarede nej til at de havde et.

Måske man så skulle overveje at hjælpe de stakkels kvinder der svarede nej, i stedet for at konkludere, at det ikke findes.

Bare en mandagstanke fra en travl kvinde.

Regnvejr, Musik & HillBilly Homeboy.

Regnen siler ned, og det har den gjort i mange timer nu. Pyt med det, musik, Cider og et fantastisk kvindemenneskes selskab spejdes i horisonten. De sexede gummi røjsere er pakket, alt imens jeg forstiller mig, at solen skinner fra en skyfri himmel, og en HillBilly Homeboy viser mig hvor høballerne står.

Har du gættet det? Yes, jeg skal til Bonderøvs markeds Byfest. Jeg orker ikke mere intellektuel stimulation, i form af player adfærd fra mænd der er gået i panikalder, cyberkvinder der er i drama underskud, og andet godt fra Bingoposen. Så nu ryster jeg posen og popoen, og drager ud i den våde sommer.

God lørdag derude!

Hyldest til en lærer.

Dette indlæg er dedikeret til en fantastisk lærer, der med dygtighed, stædighed og vedholdenhed har formået at knække den kode der skulle knækkes, sådan at mit yngel kunne få præcis den indlæring der gjorde, at bogstaver blev til ord. Klassen har kørt med 5 forskellige systemer og fået 6 nye elever siden start, så jeg forstår skam godt, at hun i sin farvel tale til os forældre sagde, at det havde været den mest udfordrende klasse hun nogensinde har haft.

Jeg er hende dybt taknemmelig, og synes det er meget trist at det anker vi har haft i hende i 3 år nu skal slutte. I de perioder min søn har været ked af at gå i skole, fordi han følte sig uduelig rent fagligt, har hun samlet ham op, igen og igen. Set ham og hørt ham, anerkendt og forstået.

Han kan læse nu, og han elsker det! Der er nemlig ligefrem gået sport i, at læse alt hvad han kommer i nærheden af, også på engelsk. Det er simpelthen fantastisk.

Tak for din indsats, og tak for din måde at være på.

Cyber, ufrivillig utroskab & pludselig navneforandring.

Faktisk var det sådan lidt halv hjertet og ’ufrivilligt’, at jeg igen oprettede en profil på det her cyberdating halløj. Jeg blev overtalt af nogle temmelig ihærdige, hvidvins drikkende veninder som på bedste omsorgsfulde, manipulerende veninde vis overbeviste mig om, at det var oplevelsesrigt for mig at frekventere der.

Ku´ det virkelig passe, at veninderne i et fast parforhold, blev helt speedet ved tanken om, at der nu var en undskyldning for at lure på et datingsite, i et overflødigheds horn af mænd?

Jeg kan faktisk godt tage ansvar for mig selv, men nogen gange er et hjerteligt, humoristisk puf, præcis hvad man har brug for. Måtte i øvrigt næsten tage mit irske temperament i brug, for at opnå lidt privathed, i forhold til min skærmradius den første time. Hæ..

Tilbage til ufrivilligheden..

Sidst jeg var single, blev jeg nemlig lokket ud i selvsamme projekt – og en besynderlig, lærerig og humoristisk oplevelse fulgte..

En mand fra Sjælland, skriver og viser en sober og velformuleret interesse, og vi fortsætter vores chat løbende, i en måneds tid. Han fortæller at han er skilt, alene med to teenbørn og har et godt og stabilt job. Moderen til hans børn, er rejst til USA, for at forfølge hendes karriere og er i DK én gang, hver anden måned.

Vi aftaler at mødes på en café i Aarhus, og sidder her og taler sammen i nogle timer, inden vi går ud og spiser en lækker 3 retters menu. Herefter går vi på Kasino, hvor min bror arbejder.

Denne sympatiske og velformulerede mand, som jeg indtil da havde kaldt Morten, præsenterer sig for min bror og siger: ”Goddag, Steen..” Min bror kigger på mig, jeg kigger på ”Morten” og siger: ”Hvad - hedder du nu pludselig Steen?” Den kære Morten Steen svarer, at det bare sådan er et mellemnavn han bruger. Mistilliden er stærkt stigende, men Kasino er jo sjovt, når man sjældent leger ludoman.

Vi har efterfølgende en hyggelig aften, hvor jeg i øvrigt vinder den svimlende sum af 700 kr.

Morten Steen (eller hvad han nu hedder)kontakter mig flere gange de efterfølgende måneder, på trods af, at jeg klart melder ud, at det ingen interesse har. At kende sin besøgstid, eksisterede tilsyneladende ikke, i John Doe´s begrebsverden.

To måneder senere, modtager jeg en Sms, fra en kvinde. Hun skriver, at hun gerne vil vide, hvor, hvornår og hvilken form for kontakt jeg har haft, med hendes mand, Morten Steen.

Cul-de-sac & at give fortabt.

For ti år siden befandt jeg mig i Dublin Mountains, nærmere betegnet, Blessington Lake.  Den lille hyggelige snoede vej havde ’advarselsskiltet’ intakt. Det var en Cul-de-sac, en lukket vej.  Lidt paradoksalt, for vejen var umiddelbart den eneste farbare vej, der førte til søen. Eller det vil sige, jeg kendte ikke andre veje og ledte heller ikke efter dem.

Fornemmelsen af at møde en dead-end – en lukket vej, hos et andet menneske, har altid på samme tid inspireret og frastødt mig.

Jeg er skabt sådan, at jeg altid ønsker at forstå det menneske jeg sidder overfor, men sommetider må jeg give fortabt – selv med en irsk stædighed lagt for dagen, selvom jeg ønsker at få svar, på alle de ’hvorfor’ spørgsmål, der dukker op.

Der findes muligvis en smutvej til Blessington Lake, som kun de lokale kender. Og hvorfor overvejer jeg mon det? Ja, bare fordi..

Viden & andre (lige)gyldigheder.

Min barndomsveninde og jeg er vokset op i to på, mange måder, forskellige miljøer. Når jeg stillede min mor et nysgerrigt spørgsmål(og dem stillede jeg altså rigtig mange af) og hun ikke lige havde det eksakte svar, sagde hun altid; Det ved jeg faktisk ikke, men det kan jeg finde ud af. Når min veninde stillede det samme spørgsmål, til hendes mor, fik hun et svar der lød; Det ved jeg ikke..

Det har vi siden talt om og taget til os, i vores egen opdragelse af vores børn.

Viden er sommetider en finurlig størrelse, for på trods af al den viden man tilrager sig igennem livet, gennem studie o.lign og det erfaringsgrundlag vi automatisk får, har vi nok alle kæmpe huller. Jeg har i den forgangne måned, opdaget nogle ret paradoksale huller i min generelle viden.

Hentede en underviser i Lufthavnen. Han er fra Malaysia og vi, eller mest mig, skulle så underholde hinanden hele vejen til Aarhus i min lille franske auto. Det gik rigtig fint, den første halve time, den brugte han nemlig på at kigge ud af vinduet og kommentere på 120 forskellige måder, hvor smukt et land han synes Danmark var. De første mange spørgsmål kunne jeg også fint svare på, de geografiske, de politiske osv..osv.

Ja, faktisk gik det helt fantastisk, lige indtil han spurgte mig om, hvor meget en busbillet i Aarhus kostede, og hvor længe den var gyldig.

Så var det jeg svarede; Det aner jeg simpelthen ikke, men det kan jeg finde ud af..