Hvaladfærd.

Imorgen er det ti år siden jeg befandt mig på Skejby Sygehus’ iført en vægtforøgelse på 22 kilo og et par røde vinterstøvler med snøre, som jeg hverken kunne se, eller nå. Jeg måtte bare ha’ de støvler og havde ingen forestilling om, at jeg ni måneder senere ville ligne en fejlplaceret træt hval.

Der var umiddelbart uoverskueligt langt fra den parkerede bil og ind på fødeafdelingen, men en barmhjertig sjæl havde minsandten sat fine lygtepæle op, med et passende mellemrum, der svarede perfekt til mine ve-intervaller.

6 timer senere kiggede jeg - med tårerne trillende i glæde og forløsning - på det lille menneske, jeg nu havde ansvar for og oplevede en selvfølgelighed over, at det var præcis denne lille gut, der havde taget til huse i min store mave.

Kiloene raslede af, støvlerne blev smidt ud, mor har fået rynker om øjnene og gutten bruger pludselig størrelse 36 i sko.

Tiden måtte godt være en illusion, blot et par timer, her lørdag eftermiddag hvor jeg nu ikke kan finde flere ord for, hvor taknemmelig jeg er, for det mirakel det er mit til låns et par år endnu.